Dorte skrev 'mel' og fik bøde på 40.000: Nu ryster fødevareministeren på hovedet
Ifølge den nordjyske fødevareminister, bør der være dialog før bøde.
- Jeg synes, det er fuldstændig urimeligt.
Sådan lyder det fra slagtermester Dorte Carlsen, efter hun har modtaget en bøde på 40.000 kroner for at lave en skrivefejl.
Den kostbare fejl var skrevet på etiketten til en pakke tomatsuppe med kød. På varedeklarationen havde hun med små bogstaver skrevet, at suppen indeholdt mel. Af hensyn til allergikere skulle ordet 'mel' have været skrevet med store bogstaver.
- Vi står ved vores fejl, men bødens størrelse er helt forkert, siger Dorte Carlsen.
Nu reagerer fødevareminister, Rasmus Prehn (S) også på den voldsomme bøde.
- Det er fuldstændig ude af proportioner, siger han.
En advarsel
Bøden blev udløst, efter Fødevarekontrollen var forbi slagterbutikken for små to uger siden.
Ifølge ministeren, er bøden på de 40.000 kroner er alt for høj. Han mener, at der i stedet bør være en mere dialogbaseret tilgang til de erhvervsdrivende.
- Hammeren skal ikke falde så hårdt, når det er førstegangstilfælde.
Han er bevidst om vigtigheden i at informere korrekt om allergener. Men der skal kigges på reglerne om de enorme bøder.
- Der bør gives en advarsel, en venlig henstilling eller et godt råd om at gøre det anderledes næste gang.