Dom i Hørby-sagen: Tiltalte idømt tre års fængsel
33-årige Jens Kristensen er for kort tid siden, ved Retten i Hjørring, blevet idømt tre års ubetinget fængsel for grov vold samt at efterlade den 15-årige dreng i hjælpeløs tilstand.
Fredag faldt der dom i en sag, hvor 33-årige Jens Kristensen var tiltalt for, ved vold at have kostet en 15-årig dreng livet den 28. marts i Hørby.
Jens Kristensen blev idømt tre års ubetinget fængsel for grov vold samt at efterlade den 15-årige dreng i hjælpeløs tilstand.
SAGEN KORT
Ifølge anklageskriftet tog sagen sin begyndelse ved tre-tiden natten mellem den 27. og 28. marts i år, hvor den nu 33-årige tiltalte udsatte den 15-årige dreng for ”vold i betydeligt omfang.”
Først på en adresse i Ravnshøj ved Frederikshavn, derefter under en køretur til Hørby udenfor Sæby og endelig på en adresse i byen, hvor volden fortsatte.
Den tiltalte udsatte ifølge anklageskriftet den 15-årige for slag med både hænderne og bælter, ligesom han udsatte ham for kvælning med både et hundehalsbånd og et bælte.
Som følge af den vold, han blev udsat for, pådrog drengen sig adskillige skader i ansigtet og på kroppen.
Ifølge anklageskriftet havde den dengang 32-årige, udover at udsætte ham for særlig grov vold, også givet den 15-årige stoffet MDMA (bedre kendt som ecstasy, red.)
Begge dele efterlod drengen i så hjælpeløs en tilstand, at han kort tid efter afgik ved døden.
Tidligere dømt
Retsmødet startede med den dømte i vidneskranken. Her fortalte han om sin mentale tilstand, siden sagen begyndte. Han forklarede hvordan han var ude af sig selv, og meldte sig syg fra arbejde.
Manden har været varetægtsfængslet siden den 28. marts i år. Under retsmødet i dag, forklarede han, hvordan det yderligere var med til at påvirke ham mentalt.
- Det har uden tvivl været det værste, jeg har prøvet. Jeg har siddet i en celle i 23 timer i døgnet. De tre første måneder måtte jeg ikke se nogen som helst. Jeg måtte snakke med min familie i en halv time hvert døgn.
Under retsmødet kom det også frem at den 32-årge mand har en betinget dom om røveri fra 2010 og en dom om euforiserende stoffer fra 6. februar 2019.
Anklagerens Procedure
Anklageren lagde vægt på flere punkter. Blandt andet at den tiltalte var bekendt med ofrets unge alder. Noget den 32-årige mand ellers påstod at være uvidende om. Ifølge anklageren søgte den 32-årig på ”16-årig fundet ved haller i Hørby” på google dagen efter.
Derudover mente anklageren ikke at den tiltaltes vidneudsagn var troværdigt. Den tiltalte kunne huske hvor han havde gemt de euforiserende stoffer, han og den afdøde tog. Men han kunne ikke huske om den afdøde havde halsbånd på.
Den 32-årige mand var tiltalt i tre forhold: Grov vold, at efterlade en anden i hjælpeløs tilstand og besiddelse af euforiserende stoffer.
Samlet krævede anklageren en ubetinget fængselsstraf på 3 år og 6 måneders fængsel.
Erkendte selv skyld
Inden retten trak sig tilbage for at votere, fik den tiltalte en sidste mulighed for at udtale sig. Her erkendte den tiltalte, at han havde efterladt den 16-årige i hjælpeløs tilstand.
- Jeg har brug for at sige, at jeg er rigtig ked af det der er sket. Jeg kondolerer til afdøde og familie. Jeg erkender at have efterladt ham i hjælpeløs tilstand, og for det er jeg skyldig, og det tager jeg det fulde ansvar for. Jeg vil ikke erkende at have tvunget nogen til noget, for det har jeg ikke. Hvis det for nogen er svært at forstå, det vi ser på beskederne på Grindr og videoerne, så er jeg nødt til at tage afdøde og mig selv i forsvar. Det gør det ikke forkert eller ulovligt. Det var det fra mig.