Det store skrotskib har revet sig løs igen: Slæbebåde holder den i skak
Der blev sat fire nye trosser på skrotskibet Zafiro Producer, som rev sig løs i går aftes. Nu har den igen revet sig løs.
Stormen fredag og lørdag har haft store skader i det danske land, og selvom Nordjylland slap relativt nådigt, så volder stormvejret altså stadig problemer i Frederikshavn.
Her har det store skrotskib Zafiro Producer på 332 meter igen revet sig fri af de nye trosser, og nu ligger det tæt op af Orskovs Yards dok 5 igen.
Det fortæller havnedirektøren på Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen.
- Status er, at Zafiro Producer nu ligger op og ned af Orskovs dok. Den har revet sig løs af den Noble Resilient boreriggen, som den lå oppe i går. Og vi har fået en tredje slæbebåd til nu. Så nu har vi forhåbentlig den kraft, der skal til for at holde den stabil. Og så afventer vi yderligere to slæbebåd til at komme, før man tør gøre et forsøg på at lægge den tilbage på den kaj, den kom fra, siger han.
Der er faldet et stykke af boreriggens helikopterplatform, og det er også derfor, Zafiro har flyttet sig yderligere, fortæller han.
- Men forskellige vinde har gjort, at de trosser, man fik på i aftes, er knækket igen. Så lige nu ligger hun oppe af Orskovs dok. Og med den ypperste pres fra slæbebådene for at holde den væk derfra, så der ikke sker yderligere skade på dokken, siger havnedirektøren.
Så lige nu er det kun slæbebåde, der holder fast i Zafiro, men man forsøger at komme ombord på Zafiro for at få etableret nye trosser.
Grunden til, at det er vigtigt igen at få flyttet Zafiro Producer, er at begrænse skaderne.
Men på nuværende tidspunkt er der heller intet overblik over, hvor store skader der er sket, fortæller Mikkel Seedorff Sørensen.
- Vi går efter at begrænse skaderne og forhindre, at der er nogen, der kommer til skade. Og det er jo heldigvis lykkedes, siger han og fortsætter:
- Vi kan jo også kun rose de folk, der har arbejdet med det her i snart et døgn. De har jo gjort en fantastisk indsats for at forhindre yderligere skader.
Lige nu og her arbejdes der på, at der kommer ekstra slæbebåde til, så Zafiro igen kan komme på plads. Men hvordan kunne det egentlig gå galt?
- Det kan vi ikke sige noget om. Altså trossen er sprunget. Og det er jo noget, der sker, når der er en storm af den her slags. Ikke, at det skal negligeres, men vi har jo set, at det er sket mange andre steder i danske havne i løbet af natten. Så det er ikke et nyt fænomen, siger havnedirektøren.
Nu venter han i spænding på, om vejret ikke også bliver bedre, som timerne går.
- Vi tror på, at vi har den stabilitet i hende nu, så hun kan blive liggende, hvor hun gør. Og så kan vi så forhåbentlig i løbet af i aften, i nat, når vejret bliver væsentligt bedre, at vi så kan begynde at forsøge at lægge hende tilbage på plads.
Desuden kan han til sidst tilføje, at Kongeskibet Dannebrog, der ligger til kaj i Frederikshavn, ikke har været i fare for at blive ramt eller flytte sig.