Kort Nyt

Derfor siger borgmester stop nu

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmesteren har kæmpet med internettrolde og en skræntende økonomi i Frederikshavn Kommune.

Hun griner lidt, kigger væk, før hun igen finder den seriøse tone frem.

- Nu, fordi jeg altid har sagt, at Frederikshavn Kommune har krav på en borgmester, der er fuld af energi, og som giver den gas hver eneste dag. Det skal jeg nok også resten af perioden, lyder det indledningsvist fra borgmester Birgit S. Hansen på spørgsmålet om, hvorfor hun har valgt netop nu at meddele, at hun ikke genopstiller ved næste byrådsvalg i Frederikshavn Kommune.

- Men jeg kan også mærke med alle de udfordringer, Frederikshavn Kommune har blandt andet har med økonomien og med alle de trolde, der er efter mig på de sociale medier, at det skal være nu.

Læs resten af artiklen her:  

Uheld i Limfjordstunnelen: Spor er spærret

Harmonikasammenstød i tunnelen skaber kø.

Et mindre færdselsuheld i Limfjordstunnelen skaber lige nu store trafikale problemer.

Der er sket et harmonikasammenstød mellem to biler, oplyser Nordjyllands Politi.

Det betyder, at det vestlige spor i sydgående retning er delvist spærret, da politiet fortsat arbejder på stedet.

Sporet forventes spærret indtil omkring klokken 17.

Kvinde omkommet i dødsulykke

En skraldebil har torsdag eftermiddag påkørt en 88-årig dame fra lokalområdet på Frederikshavnsvej i Sæby.

- Hun er erklæret død på stedet, fortæller vagtchef Jesper Sørensen.

Anmeldelsen om ulykken kom ind 13.19, og politiet er netop nu til stede med flere patruljebiler og en indsatsleder.

Nordjyllands Beredskab er også blevet tilkaldt, fordi der har været en melding om fastklemte.

Der er en bilinspektør på vej til stedet, der skal klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

De pårørende er underrettet.

Tog holder stille på lang strækning

Hvis du er togpendler, skal du nok væbne dig med tålmodighed denne torsdag eftermiddag. I forvejen er der på strækningen mellem Aalborg og Hobro St. sporarbejde, men nu er der også signalfejl på strækningen mellem Aarhus H og Hobro.

Det skriver Banedanmark på X.

Signalfejlen spreder sig også længere nordpå, som gør, at der lige nu ikke kører tog på hele strækningen mellem Frederikshavn og Langå.

Derfor kører der eksempelvis ikke tog mellem Hirtshals og Hjørring samt Hjørring og Strandby. Mellem Hobro og Langå skriver DSB, at de kører i pendulfart mellem de to stationer.

"I store dele af Jylland køres der timedrift på strækninger med nyt signalsystem. Banedanmark er i gang med at undersøge årsagen og løse problemet. Prognose kommer", skriver Banedanmark på X.

Der er lige nu ingen melding om, hvornår problemet er løst, men der henvises til at holde øje med Rejseplanen for nye oplysninger.

Aalborg-virksomhed lander kæmpe ordre

Aalborgensiske Danphone har netop landet en stor ordre.

De skal nemlig levere det såkaldte NAVTEX-system til Canada. Systemet er med til at skabe sikkerhed og sende essentielle varslinger til skibe og andet maritimt.

- Danphone er stolte over at kunne annoncere, at vi er blevet udvalgt af Canadian Coast Guard (CCG) til at lede udskiftningen af Canadas NAVTEX-udstyr. Dette projekt repræsenterer en betydelig milepæl for Danphone og understreger den tillid og troværdighed, som en professionel organisation som CCG har til vores produkter. Målet er at sikre maritim sikkerhed langs verdens længste kystlinje, lyder det i en pressemeddelelse.

Narkohandel gik galt: Nu skal 46-årig i retten

Det er formentlig held og tilfældigheder, at det ikke er en drabssag, Retten i Aalborg tager fat på torsdag, når en 46-årig mand tager plads på anklagebænken.

Den 38-årige mand, som den 46-årige er tiltalt for at have stukket ned, var nemlig i livsfare. Det fremgår af de oplysninger, der nu er kommet frem i forbindelse med retssagen.

Overfaldet fandt sted kort efter midnat 18. april i år i en lejlighed i Nørresundby.

Politiet mener, at de to mænd muligvis mødtes i lejligheden i forbindelse med en narkohandel, som udviklede sig voldsomt.