Der bliver fortsat ikke hentet affald i Frederikshavn
Renovationsarbejdere fra Remondis har strejket siden onsdag, og der er ikke noget, der tyder på, at de går i gang igen foreløbig.
Renovationsmedarbejderne i Frederikshavn kommune fortsætter med at vise deres utilfredshed med virksomheden Remondis.
Trods Arbejdsrettens dom i går, hvor den dømte arbejdsnedlæggelse ulovlig, og pålagde medarbejderen en bod for de timer de ikke arbejder, var der fuld enighed om fortsat at lade bilerne stå i garagen tirsdag morgen.
3F Hovedforbund opfodrede i går renovationsarbejderen til endnu engang at indlede en dialog med virksomheden. Det prøvede man i går eftermiddags, men det kom der ikke noget brugbart resultat ud af. Et kvarter før mødet skulle have fundet sted i Frederikshavn mandag formiddag, meldte Remondis fra til mødet. Ledelsen i Remondis ønsker ikke at forhandle med skraldemændene før, at de har genoptaget arbejdet,
- I min tid som ansat i fagbevægelsen, har jeg aldrig mødt en arbejdsgiver, der har været så afvisende for en dialog. Jeg er ret sikker på, at hvis man sætter sig sammen, vil der også kunne findes en løsning, siger Finn Jenne, formand for 3F Frederikshavn.
Sagen kommer for Arbejdsretten igen på torsdag, og en mulig konsekvens kan blive at Remondis fritstiller alle mand og genansætter dem, man vil beholde.
- Det kan de bare prøve på, vi står sammen nu, og det gør vi også fremadrettet, lyder det fra de strejkende renovationsarbejdere.
Den aktuelle strejke skyldes blandt andet, at to af de ansatte i mandags fik skriftlige advarsler, fordi de ikke kunne påtage sig yderligere overarbejde. Advarsler som de ansatte indtil videre forgæves har forsøgt at få trukket tilbage.
I Frederikshavn Kommune ændrede man 1. oktober affaldssorteringen, og det har betydet mere arbejde for skraldemændene, og de ansatte mener ikke, at ledelsen hos Remondis har ændret arbejdsplanerne ind efter de nye forhold, som de mener er skyld mange timers overarbejde. Det har skraldemændene har flere gange klaget over til ledelsen.
Remondis A/S har tirsdag meddelt Forsyningen A/S, at arbejdsnedlæggelsen blandt chaufførerne ikke er afsluttet, hvilket medfører, at der ikke indsamles renovation og papiraffald i Frederikshavn Kommune, og kommunen følger ifølge kanalfrederikshavn.dk situationen og vil, når konflikten er ophørt, komme med plan for, hvordan der bliver ryddet op.
Hvad gør man når affaldet ikke hentes?
* Er din affaldsbeholder fyldt, kan du samle dagrenovationen i sække og stille dem ved din affaldsbeholder.
Du kan benytte plastik- eller papirsække. Når arbejdet genoptages, medtages det ekstra affald, og det vil blive behandlet som restaffald.
* Er din papirbeholder også fyldt, kan du samle papiret i en papirsæk, der bliver medtaget, når arbejdet genoptages. Du kan også aflevere papiret på genbrugspladsen i container til papir.
Kilde: Frederikshavn Kommune