De dyre biler har forladt Skagen: Politiet giver opdatering på uge 29
Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord
Politiet har blandt andet afprøvet patruljer på løbehjul og i vandet.
Hørskjorterne er smidt til vask, dankortene afleveret til mor og far, og Porschen kørt i garagen.
Uge 29 anno 2023 er ovre, og nu giver Nordjyllands Politi en status på årets Hellerup-uge.
Danmarks nordligste by har hverken været vold eller stof-fri i ugens løb, ligesom heller ikke alle har undgået at sætte sig i bilen efter at have drukket.
I alt otte er sigtet for spirituskørsel, en person yderligere er sigtet for at køre i påvirket tilstand af euforiserende stoffer.
Det oplyser Nordjyllands Politi og politikommissær Michael Karstenskov.
Derudover har hele ugen også budt på tre anmeldelser om vold og syv overtrædelser af ordensbekendtgørelsen. Her kan der være tale om gadeuorden og larm.
- Vold er alvorligt, og vi efterforsker naturligvis sagerne, så vi kan få de skyldige stillet til regnskab, siger politikommissær Michael Karstenskov.
Generelt har der dog været færre sigtelser i år.
Dog har politiet i alt ni gange haft fat i folk, der havde overtrådt loven om euforiserende stoffer.
- Det glæder jeg mig naturligvis over (færre sigtelser, red.), for det betyder, at det store flertal har haft en tryg og god ferieuge i Skagen, siger politikommissæren og oplyser sigtelserne er jævnt fordelt mellem fastboende og turister.
Politiet skal nu evaluere hele deres indsats i ugen og kigge på, hvordan deres pop-up station har virket, ligesom man skal tage stilling til, om der også næste år skal være patruljer på løbehjul samt til vands.