Danske Lodser: Lovgivningen er for slap
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Folketingskandidater på tur i Aalbæk Bugt for at tale om problemerne med lodsloven.
Staten kan miste kontrollen med de danske farvande, mener foreningen Danske Lodser.
Danske Lodser kritiserer politikerne på Christiansborg for at lave en al for slap lovgivning for de danske farvande. Lodserne frygter en kollisionsulykke, når blandt andet krydstogtskibe og olietankere på flere hundrede meters længde og tusindvis af tons sejler rundt mellem hinanden i de nordjyske farvande.
Vi mener at lodsning, det er en væsentlig opgave i kongeriget, og vi mener det må være rimeligt, at man har nogle folk, der koncentrerer sig om opgaven og ikke om at tjene penge.
Ole Riis, næstformand Danske Lodser.
I dag forsøgte lodserne at forklare tre folketingskandidater det, de selv kalder et nationalt sikkerhedsproblem.
- Det jeg frygter mest, det er en kollision eller brand, og det er sket. Jeg kender til det med supertankere og så videre, forklarer den nordjyske næstformand i Danske Lodser, Ole Riis fra Tversted, til TV2 Nord.
Organisationen Danske Lodser mener, at den danske lovgivning er på vej mod en national katastrofe.
Mens man i udlandet har statsstyrede lodser for at sikre en stabil og ensartet lodsservice, så er den danske lodslov ved at blive ændret, så lodsmarkedet i 2020 skal være frit.
- Vi mener at lodsning, det er en væsentlig opgave i kongeriget, og vi mener det må være rimeligt, at man har nogle folk, der koncentrerer sig om opgaven og ikke om at tjene penge, påpeger Ole Riis.
Politikere på vandet
I dag havde Danske Lodser inviteret tre folketingskandidater på sejltur i Aalbæk Bugt, så de selv kunne se, hvor store skibe, der dagligt sejler rundt langs Nordjyllands kyster.
Sejlruten fra Skagen og ned gennem Storebælt er verdens tredje mest befærdede farvand. Kun overgået af Singapore Strædet og Den Engelske Kanal.
Hver dag sejler der blandt andet skibe med en halv million tons olie gennem danske farvande.
- Det her det er jo et stykke infrastruktur, hvor det er vigtigt, at det er samfundet, der sørger for, at der er styr på tingene, således at den trafik der er herude, at den kan foregå på ordentlig vis, siger folketingskandidat fra Socialdemokratiet Bjarne Laustsen til TV2 Nord.
Som liberal der går jeg jo ind for at liberalisere alle de steder, hvor det er klogt at gøre det, men lige netop på det her område, der har jeg godt nok min tvivl om det er klogt.
Henrik Buchhave, folketingskandidat Venstre.
Bjarne Laustsen bliver bakket op af sin nordjyske kollega fra Venstre:
- Som liberal der går jeg jo ind for at liberalisere alle de steder, hvor det er klogt at gøre det, men lige netop på det her område, der har jeg godt nok min tvivl om det er klogt, siger venstremanden Henrik Buchhave til TV2 Nord
Dagens tur på vandet gjorde indtryk. Folketingskandidater fra både Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var enige om, at lodsarbejde skal være statsstyret og er et spørgsmål om national sikkerhed.
- Som det ser ud nu, så tror jeg egentlig, det er mest fornuftigt, at det er statens opgave at drive lodserne, siger Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti, inden han bliver suppleret af Venstres Henrik Buchhave:
- Jeg tror, vi skal være sikker på, vi statsstyrer, så der bliver en ordentlig lodsning af de store skibe gennem vores farvand
Uanset hvem der bliver valgt til folketinget, så håber Danske Lodser på, at politikerne følger deres ønske om at stoppe liberaliseringen af lodsmarkedet.
- Jeg vil gerne have et lodsvæsen, der fungerer, som det var førhen. Det skal være reguleret, siger Ole Riis fra Tversted, der er næstformand i Danske Lodser.