Bumagin fortsætter i White Hawks
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Frederikshavn White Hawks Alexander Bumagin har forlænget sin aftale med klubben yderligere et år.
Høgene fra Frederikshavn har valgt at forlænge kontrakten med russiske Aleksandr Bumagin.
Den russiske stjernespiller, Aleksandr Bumagin, har underskrevet en ny et-årig aftale med Frederikshavn White Hawks.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at en forlængelse med Bumagin har stået højt på ønskesedlen hos sportschef Jari Pasane. Russeren er faldt utrolig godt til i Danmark og Frederikshavn, og han har hele tiden haft White Hawks som førsteprioritet til den kommende sæson, fortæller klubben i en pressemeddelelse.
Klubben har i coronapausen arbejdet hårdt på at få økonomien på plads i forsøget på at holde på russeren.
- Burmagins kompetencer er uomtvistelige, og han bliver igen i den kommende sæson en vigtig brik i bestræbelserne på at holde os i toppen af dansk ishockey. Vi har oplevet hvor vigtig han er, og hans arbejdsraseri offensivt og defensivt er ikke noget man ser hos alle udlændinge i dansk ishockey. Han vil holdet og klubben det bedste, og der står stor respekt om Bumagin i omklædningsrummet, hvor han er yderst professionel, skriver klubben.
Der mangler dog en enkelt detalje, inden alt er på plads:
- Nu afventer vi bare at Bumagin og hele hans familie får en ny opholds- og arbejdstilladelse gældende for den kommende sæson.