Børn på gratis ferie i autocamper
Foto: Johnni Isaksen
Gratis ferie i en superfed autocamper! Det lyder næsten for godt til at være sandt, alligevel så er det hvad en række vanskeligt stillede børn og deres familier fra hele landet får lov til den her sommer på en nordjysk campingplads
12 erhvervsdrivende i det nordligste Vendsyssel har - uden at få en krone for det - ombygget en gammel militærlastbil, der har fået navnet Kid Camper.
Det er familien Jacobsen fra Thisted, mor, far og tre børn, som i de her dage hygger sig i Kid Camperen, der står fast på Skiveren Camping nær Frederikshavn.
- Med de problemer vi har i hverdagen, så betyder det rigtig meget for os som familie, at vi kan komme lidt væk og være sammen på den her måde, siger mor Camilla Jacobsen.
Det der gør hverdagen lidt svær for familien, er at Mathias på 13 år lider af en tarmsygdom. Han har svært ved at styre hvornår han skal på toilettet. Det påvirker ham psykisk. Men fordi han har et handicap, har han nu til gengæld fået muligheden for at tage sin familie med på en anderledes ferie.
- Det er rigtig sjovt at sove i camperen. Og det er også sjovt at lege her rundt omkring på hele campingpladsen. Alt er superfint her, siger Mathias.
Det er ejeren af campingpladsen, der har fået idéen til Kid Camperen. Kriterierne for at ansøge om at bo i den specielle autocamper, er at et barn har oplevet sygdom, svigt og mobning på tætteste hold.
Jeg er dybt taknemmelig for at nogen vil min dreng det så godt
Det er jo ikke bare et ferietilbud for børn, som får for lidt i lommepenge. Her kan vi med glæde hjælpe nogen børn, der virkelig har det svært, og brug for en tiltrængt ferie, siger Bruno Rytter, der ejer Skiveren Campingplads
Foruden camperen gratis i tre dage, har familien Jacobsen også fået fribilletter til både Oceanariet og Ørnereservatet i nærheden. Samt flere goodybacks.
- Jeg er dybt taknemmelig for at nogen vil min dreng det så godt, siger Camilla Jacobsen.
Den her sommer når mindst 12 familier at bo i Kid Camperen.