Borgmester om fyringsrunde: - Det er rigtig, rigtig trist
- Det rammer den enkelte familie hårdt, og det rammer vores kommune og region hårdt, siger Frederikshavn Kommunes borgmester Birgit S. Hansen (S) om udmeldingen fra Danish Crown om, at der skal fyres 275 ansatte på slagteriet i Sæby.
På trods af høje priser på kød i køledisken er det svært for mange landmænd at få sund økonomi i produktionen, og derfor falder antallet af slagtegrise i Danmark. Det tvinger Danish Crown til at skære i kapaciteten på to slagterier. Omkring 275 ansatte står til at miste jobbet i Sæby, mens 75 forventes afskediget i Ringsted.
- 275 er rigtig mange mennesker som rammes, og det er rigtig mange arbejdspladser i vores område, vi mister. Det er et kæmpe slag for hele regionen, men det er allerværst for de mennesker, som mister deres arbejde, siger Birgit S. Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune.
Ruslands invasion af Ukraine har resulteret i rekordhøje priser på energi og foder til blandt andet grise. Afregningen til landmændene er ikke fulgt med op i samme tempo, og derfor er tilførslerne af slagtegrise til Danish Crown faldet mærkbart gennem de seneste måneder.
- Slagteriet i Sæby har altid betydet meget for vores område og været en betydende arbejdsplads, som vi har gjort meget for. Vi har altid haft et godt samarbejde med Danish Crown, og her er det jo nogle udefrakommende begivenheder, som vi ikke selv kan styre, som er årsagen til det, siger borgmesteren.
Mere end hver fjerde mister jobbet
Siden efteråret 2020 og indtil for få uger siden har Danish Crown haft flere slagteklare grise, end de kunne nå at slagte. Nu ser billedet helt anderledes ud, og det koster over en fjerdedel af de ansatte på slagteriet i Sæby deres job.
Når der er tale om massefyringer træder der en række hjælpeforanstaltninger i gang, som styres af det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) i samarbejde med Frederikshavn Kommune, så den enkelte medarbejder kan blive hjulpet hurtigt videre i forhåbentlig anden beskæftigelse.
- Kommunen er klar til at hjælpe. Vi har prøvet det før, og vi er klar igen, men det er et hårdt slag, siger Birgit S. Hansen.
Aftenholdet lukkes helt ned
Fyringer i Sæby rammer især aftenholdet, som indstilles til lukning. Derudover vil en række medarbejdere på dagholdet blive berørt, fordi en del arbejdspladser på dagholdet er knyttet op på aftenholdets produktion.
Danish Crown vil aktivt forsøge at hjælpe de medarbejdere, der står til at miste deres job i de kommende måneder. I overenskomsten gældende for Danish Crowns slagterier er det aftalt, at der skal iværksættes en socialplan i forbindelse med større afskedigelser. Hver enkelt af de berørte medarbejdere vil blive inviteret til en samtale for at afklare hans eller hendes muligheder.