Borgmester jubler efter nyt skattecenter til byen: - Det er en yes-oplevelse
Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), ser mange fordele ved at få flere statslige arbejdspladser til byen.
Det nye skattecenter vil skabe op mod 150 nye arbejdspladser i Frederikshavn.
Glæden var ikke til at tage fejl af, da TV2 Nord mødte borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen (S), efter det er blevet offentliggjort, at et nyt skattecenter skal ligge i Frederikshavn.
- Vi har det ikke altid let i forhold til arbejdspladser. Vi er jo en provinskommune. Hver eneste arbejdsplads betyder noget, så det er en yes-oplevelse, siger borgmesteren.
Arbejdspladser giver vækst
Det anslås, at det nye skattecenter vil skabe op mod 150 nye arbejdspladser, som skal besættes inden centerets åbning i 2023.
- Hver eneste arbejdsplads betyder noget i et område som vores. Det betyder noget for den enkelte, men det betyder også noget for væksten i området, siger Birgit S. Hansen og fortsætter:
- Det, at man handler i byen, tager offentlig transport og bosætter sig, betyder rigtig meget.
Borgmesteren tvivler ikke på, om det kan lade sig gøre at tiltrække de nødvendige medarbejdere.
- Vi kan rekruttere til et sted som det her. Det viste vi, da vi fik Udbetaling Danmark til byen. Der vil være nogen, der bor her, der vil være nogen, der flytter hertil og så vil der være nogen, der pendler. Og det er alt sammen fint, siger hun.
Nyt liv til gammel bygning
Det nye skattecenter får til huse i det gamle posthus, som ligger i det centrale Frederikshavn. Det daværende Post Danmark lukkede posthuset i 2012, og siden har det været udlejet til forskellige formål.
- Det er altid grimt og tegn på tristesse, når et hus står tomt. At der kommer liv i det her gamle posthus, betyder meget for midtbyen og kommunen, siger Birgit S. Hansen.
Skattecenteret i Frederikshavn er et af otte nye skattecentre, som bliver placeret rundt i hele landet.
De første fire lokationer er blevet fremlagt, mens de resterende, heriblandt det i Frederikshavn, bliver præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S) på et doorstepmøde i netop Frederikshavn fredag eftermiddag klokken 15.45.