Borgmester: Er der gået sognerådspolitik i politiskolen?
Foto: Ib William Christensen
Mens Viborgs borgmester raser over Justitsministeriets udskydelse af en beslutning om den vestdanske politiskole, nøjes Frederikshavns med at undre sig.
Torsdag meddelte Justitsministeriet, at den planlagte vestdanske politiskole, der skal placeres et sted i Jylland og booste uddannelsen af flere betjente, bliver udskudt - fra 2018 til 2019 eller 2020.
Og det fik Viborgs borgmester, Torsten Nielsen, til at se rødt.
- Vi er blevet for holdt for nar. Vi har skulle anvise både mulige tomme bygninger og muligheder, hvor de kan bygge nyt. Nu er det blevet udsat, og det er under al kritik, sagde Torsten Nielsen til TV Midtvest.
Anderledes roligt lader det til, at Birgit Hansen, borgmester i Frederikshavn, tager gårsdagens udmelding om den politiskole, kommunen stadig er med i kapløbet om at få lov til at huse.
- Jeg synes, det er ærgeligt. Både for vores kommune, som lige nu står i et vadested i forhold til en beslutning, der kan få afgørende betydning for os, og for resten af landet, som har brug for flere uddannede betjente, siger Birgit Hansen til TV2 Nord.
Hun meddelte i går selv, at det er Hånbækskolen i udkanten af Frederikshavn, der konkret er i spil som rammen om politiskolen, hvis valget skulle falde på kommunen i Vendsyssel. Kort tid efter kom så nyheden fra Justitsministeriet, som vækker undren hos borgmesteren.
- Det er svært at forstå, hvad der helt sker i processen. Pengene skulle efter sigende være sat af, og ministeriet har ikke mindre end syv kommuner, som alle sammen hopper for at få lov til at få politiskolen og har fundet bygninger og alt muligt andet. Så hvad venter man på? Er der gået sognerådspolitik i den, spørger Birgit Hansen.
Processen er flere gange blevet trukket i langdrag, og det er ikke meget information, borgmesteren har fået fra ministeriet. Først lød det, at beslutningen ville blive truffet "efter sommerferien", så ville ministeriet lige regne på det igen, og nu er beslutningen så udskudt. Det er dog ikke noget, der får Frederikshavn Kommune til at trække sit kandidatur.
- Vi har ikke regnet på det i detaljer, men der er ingen tvivl om, at en uddannelsesinsitution af sådan en størrelse vil få stor betydning for kommunen. Det vil gavne handel og hotelvirksomhed, det vil skabe job, og det vil også give noget bosætning, siger Birgit Hansen.
Den vestdanske politiskole er en del af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2016-2019, "Et styrket politi. Et tryggere Danmark". Foreløbig mener Justitsministeriet, at flere betjente kan uddannes fra politiskolen i Brøndby, indtil en endelig beslutning om en ny skole er truffet.