Borgerservice til Sæby-patienter uden MitID: - Ring på onsdag
Foto: Google Maps, grafik af Mie Leonora Heiberg
Patienter uden MitId kommer bagest i køen til at vælge læge, lyder bekymringen fra pårørende. Men borgerservice har løsning klar.
- Det er under al kritik.
Sådan lyder det prompte fra Christina Jensen. Hendes 79-årige far Kaj Jensen er én af de patienter, der er tilknyttet Lægehuset Sæbygårdvej i Sæby, og som onsdag i næste uge skal søge læge på ny.
Problemet er, at hendes far er fritaget for MitID.
- Han har ikke prædikatet som senil, men han er tæt på. Så han har brug for min hjælp, siger datteren.
Hun frygter derfor, at han og flere andre som ham bliver tilsidesat, når der 27. november klokken 9.00 åbnes op for, at lægehusets cirka 4850 patienter får mulighed for at søge ny eller eksisterende læge.
Frederikshavn Kommune opfordrer på Facebook patienterne til at søge ny læge digitalt.
Det sker, fordi lægehuset på grund af lægemangel reducerer antallet af patienter til 4000. Patient-pladserne vil blive fordelt efter 'først til mølle'-princippet.
- Så kommer alle dem uden MitID bag i køen. De er jo fuldstændig på Herrens mark de her mennesker. Der er mange rigtig svage mennesker, som ikke kan få samme hjælp, som jeg kan give min far, siger Christina Jensen.
Og det kan i værste fald betyde, at hendes far komme til at få langt til læge og skal have hjælp med transport, lyder bekymringen.
Kan ringe ind
Men det maner chef for Center for Kultur og Borgerservice i Frederikshavn Kommune, Steen Lindgaard, til jorden. De patienter, der er frataget for MitID, kan nemlig ringe ind og ordne sagen.
- Alle patienter i lægehuset har modtaget information fra Region Nordjylland om, at man kan kontakte kommunen telefonisk, hvis man ikke er i stand til at lave lægeskift digitalt, skriver han i en mail til TV2 Nord.
Sådan gør Sæbygårdvej-patienter uden MitID:
Ring til Borgerservice på kommunens hovednummer 98 45 50 00, 27. november mellem 9.00-12.00. Det er ikke muligt at lave lægeskiftet før.
Efter klokken 12.00 kan du ringe til den digitale hotline, der er åben til klokken 20.
Pårørende har mulighed for hjælpe telefonisk. Borgerservice skal dog sikre, at den som skal skifte læge er indforstået. For eksempel ved at der er oprettet en fuldmagt – enten skriftligt eller digitalt.
Hav dit sygesikringsbevis klar, når du ringer.
Har ikke fået besked
Det er gode nyheder for Christina Jensen, der ellers har fået flere forskellige ting at vide, når hun har ringet til kommunens borgerservice om sagen.
Her fik hun i første omgang at vide, at hendes far skulle møde fysisk op på borgerservice i Sæby 28. november, altså dagen efter, der var åbnet digitalt op for lægesøgningen.
I anden omgang har hun dog også fået at vide, at hun kan få håndteret hendes fars lægevalg over telefonen 27. november.
Men den besked har de altså ikke fået andre steder.
- Jeg har været forbi min fars postkasse her til morgen, der lå ikke noget, så det var heldigt, at jeg ringede igen, siger hun.
Steen Lindgaard vil ikke kommentere på den konkrete sag, men har sendt TV2 Nord det pågældende brev, borgerne skulle have modtaget fra Region Nordjylland og lægehuset. Til dem uden MitID skulle beskeden ligge i form af et fysisk brev i deres postkasse.
Brevet fra Region Nordjylland
Din nuværende lægepraksis, Lægehuset Sæbygårdvej, skal pr. 01.02.2025 have reduceret antallet af patienter. Du skal derfor vælge lægepraksis.
Lægehuset Sæbygårdvej videreføres på samme adresse
Du kan vælge mellem Lægehuset Sæbygårdvej eller en anden lægepraksis, der har åben for tilgang af patienter.
Vær opmærksom på at du gebyrfrit kan vælge lægepraksis i perioden fra og med den 27.11.2024 kl. 9.00 til og med den 17.12.2024. Valg af lægepraksis er kun gebyrfrit, hvis du vælger med virkning pr. 01.02.2025.
Du beholder din nuværende lægepraksis indtil da.
Valg af lægepraksis registreres i den rækkefølge valget foretages. Bliver Lægehuset Sæbygårdvej fyldt inden 17.12.2024, vil du ikke længere kunne tilmelde dig denne, men må vælge en anden lægepraksis med åben for tilgang af patienter.
På borger.dk/valg-af-læge kan du se, hvilke lægepraksis du kan tilmelde dig. Hjemmesiden viser dine aktuelle valgmuligheder og opdateres løbende.
Du skal vælge lægepraksis elektronisk med MitlD via borger.dk/valg-af-læge eller din kommunes hjemmeside.
Har du ikke mulighed for at vælge lægepraksis elektronisk, skal du i stedet ringe til din kommune. Valg af lægepraksis kan ikke ske ved henvendelse til regionen.
Hvis du ikke inden den 18.12.2024 har valgt lægepraksis, tildeler kommunen dig en lægepraksis.
Journal
Din journal vil automatisk blive overført til din nye lægepraksis.
Hvis du ikke ønsker din journal overdraget til din nye lægepraksis, kan du i forbindelse med dit valg af lægepraksis afkrydse i "Min læge skal ikke have overdraget journal". Din journal vil herefter blive overført til og opbevaret hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Sundhedskort
Dit nye sundhedskort vil blive sendt til dig med posten. Dit gamle kort skal klippes itu efter 01.02.2025.
På vegne af
Region Nordjylland
Steen Lindgaard lover samtidig, at borgerservice sidder fuldstændig klar til at hjælpe, når telefonerne åbner klokken 9.00 den 27. november.
- Frederikshavn Kommune har indsat ekstra ressourcer til at håndtere ekstraordinært mange opkald, og der er afsat ekstra ressourcer til sagsbehandlingen for de borgere, der ikke har MitID, lover han.