Hus brændte - og så brændte det igen
En husbrand i Nielstrup har holdt Nordjyllands Beredskab beskæftiget det meste af morgenen og så igen til formiddag.
Tidligt i morges omkring klokken fem fik Nordjyllands Beredskab en melding om en husbrand ved Nielstrup på Skagensvej mellem Frederikshavn og Skagen.
- Da vi kommer frem, er der rimelig meget ild, men det får vi sådan relativt hurtigt slået ned, siger indsatschefen ved Nordjyllands Beredskab, Thomas Dybro.
Efter branden var slukket, sikrede brandvæsenet ved hjælp af termiske kameraer, at der ikke var gløder eller andet, der lå og ulmede. De gennemsøgte huset med det varmesøgende udstyr to gange, hvorefter de cirka klokken syv overdrog huset på Skagensvej til et skadeservicefirma.
Da skadeservicefirmaet havde arbejdet på huset i et par timer, opdagede de, at der kom røg fra husets førstesal. Derfor blev Frederikshavn Brandvæsen tilkaldt endnu en gang.
- Da vi igen ankommer til huset er der kraftig røgudvikling og også ret meget ild fra husets tag. Den relativt kraftige vind har hjulpet ilden rigtig godt på vej, så det udviklede sig ret hurtigt, siger Thomas Dybro.
Da brandvæsenet havde slukket ilden for anden gang, måtte de gennemgå hele huset igen, i forsøget på at sikre at alt var slukket denne gang. Men der er visse udfordringer, der besværliggør processen.
- Det drejer sig om et gammelt hus fra 1923, der er bygget om, og når hele huset, inklusiv indbo, ligger i en stor dynge, så er det meget svært at være helt sikker på, at man er kommet det hele igennem. En lille glød kan have forårsaget brandens opblusning, siger han.
Spærrer for trafikken
I forbindelse med branden faldt tagsten fra huset og ned på Skagensvej. På grund af husets beliggenhed klos op ad vejen bliver trafikken omdirigeret.
For bilister fra Nord er der omkørsel af Brattenvej, og for bilisterne fra Syd er der omkørsel af Kvisselvej. Trafikken forventes at kunne køre som normalt først på eftermiddagen.
Det er stadig uvist, hvorfor branden opstod. Brandteknikere var på vej mod huset, da det brød i brand igen, og derfor kunne de af gode grunde ikke påbegynde arbejdet.
Teknikerne vender tilbage i morgen for at undersøge huset.