Børn reddede sig ud af brændende hus: Villa er ubeboelig
Nordjyllands Beredskab er lige nu til stede ved en brand på Hesseløvej i Frederikshavn, hvor der er kraftig røgudvikling fra en villa.
Det skriver beredskabet på det sociale medie 'X'.
Det var kort før klokken 14, at beredskabet fik en anmeldelse om brand på stedet, og i alt fem brandbiler og mellem 12-14 brandfolk deltog i slukningsarbejdet.
Da beredskabet kom frem, stod de overfor en brand, der var ude af kontrol, men brandfolk fra station Frederikshavn fik den hurtigt under kontrol, fortæller indsatsleder Jørgen Pedersen.
- Men hele huset er kraftigt sodskadet, og det er ikke beboeligt i den kommende tid, fortæller indsatslederen.
Da tagkonstruktionen i villaen er lavet af asbest, har beredskabet ikke slået taget i stykker for ikke at forurene det omkringliggende område med asbestfibre.
Der kom ingen til skade i branden. I villaen bor en børnefamilie med tre børn, og to af børnene var alene hjemme, da branden brød ud, skriver Kanal Frederikshavn.
De fik sig dog reddet ud af huset.
To brande sig viste sig at være en
Beredskabet fik yderligere en melding om brand, 11 minutter efter branden på Hesseløvej var anmeldt. Men det viser sig, at der er tale om samme brand.
Anmelderen havde nemlig spottet den første brand gennem et vindue, så det så ud som om, der var to brande, fortæller beredskabet.
Beredskabet ved, hvor branden er startet henne, og de ved, hvor branden har været vært, men hvad der forårsagede den, er endnu ikke klarlagt.