Bob Hund og andre tatoveringer: Festival samler hele verden
Nordic Ink Festival foregår fredag, lørdag og søndag i Arena Nord i Frederikshavn.
Pippi Langstrømpe, Prins Henrik og Alfons Åberg alle samme sted.
Det er måske ikke det mest normale syn, men sådan er det på Michael Mühlebach Christiansens venstre ben, og nu skal der mere til.
- Der er et svensk band, der hedder Bob Hund, og de har et logo, som egentlig ligner en børnetegning. Så jeg har bedt Sascha om at tage den her børnetegning og på en måde kunstnerificere den, lyder det fra Michael, der nok er bedre kendt under det sprængfarlige rappernavn Jøden.
Det hele sker til Nordic Ink Festival i Frederikshavn, hvor der er dukket flere tatoveringshungrende kunder op.
- Jeg vil sige, at det er en afhængighed. Det kan jeg godt være ærlig at sige, lyder det fra Tobias Andersen, der er kommet hele vejen fra Sorø til festivalen.
- Lige så snart man får en tatovering, så i min verden - og mange andres - vil man bare gerne have mere. Og mere, mere, mere, så det er en afhængighed.
De to er blandt hele 600.000, der er tatoverede i Danmark.
Tatovører i konkurrence
Der er også nogle, der er kommet fra steder, der ligger geografisk noget længere væk end Sorø.
Der er nemlig tatovører fra blandt andet Polen, Tyrkiet og Colombia til festivalen, hvor de konkurrerer mod hinanden.
- Det er jo altid god reklame, hvis man kan vinde et eller andet i en af konkurrencerne. Og så er det en god måde lige at få set kollegaer fra andre kroge af landet, siger tatovøren Jacob Sørensen fra Aalborg, der stiller op i kategorien bedst traditionel med en såkaldt battle royal.
Se indslaget fra Royal Ink Festival her: