Socialdemokrat skrider i raseri: Blev forsøgt banket på plads

Foto: Arkivfoto

Martin Tøttrup Kelkelund forlader Socialdemokratiet efter dramatisk byrådsmøde i Frederikshavn. Han har nu meldt sig ind i SF.

Martin Tøttrup Kelkelund stemte onsdag aften mod partilinjen i den såkaldte lydfilssag, og torsdag morgen smækker han med døren og forlader partiet.

Socialdemokraten har torsdag morgen meldt sig ud af partiet og meldt sig ind i SF, som dermed fordobler SF deres mandattal i byrådet i Frederikshavn.

Socialdemokraten fra Skagens exit fra borgmester-partiet i Frederikshavn Kommune er den foreløbige kulmination på tre ugers uro og intern uenighed i den socialdemokratiske gruppe, efter at borgmester Birgit S. Hansen den 10. oktober meldte ud, at hun forlod borgmesterposten til fordel for et job hos KL.

Det skete blot få timer efter, at TV2 Nord havde afsløret, hvordan en kommunalmedarbejder på en hemmelig lydoptagelse forklarer, at medarbejderen blandt andet havde sorteret dokumenter bort fra en aktindsigt, som var blevet udleveret til pressen og dermed offentligheden.

Netop den lydfil satte sindene i kog onsdag aften i byrådssalen, hvor politikerne i halvanden time diskuterede lydfilssagen og kommunaldirektørens rolle heftigt.

Her stemte Martin Tøttrup Kelkelund for Venstres forslag, imens Socialdemokratiet var imod.

- Folk ved hvor jeg står, men I drømmer ikke om, hvor mange gange jeg har fået at vide, at jeg snart skulle lære at gå i takt. Jeg er aldrig blevet mødt af politiske modargumenter, men useriøs snak og magtfuldkommenhed. Forud for den seneste sag i går aftes, er jeg blevet direkte truet af mine egne i et forsøg på at banke mig på plads, men det er slut nu, siger Martin Tøttrup Kelkelund.

På byrådsmødet onsdag aften tilkendegav Martin Tøttrup Kelkelund også, at han ikke var enig i den linje, som Socialdemokratiet har lagt for lydfilssagen. Han valgte derfor at stemme for Venstres forslag. Det samme gjorde SFs Christina Lykke Eriksen, som han nu kommer til at sidde i byrådsgruppe med.

- Jeg glæder mig til at komme i arbejdstøjet i SF, og jeg har igennem årene altid haft et rigtig godt samarbejde med Christina Lykke Eriksen. Der er så mange vigtige politiske udfordringer i kommunen, som kræver ordentlighed og seriøs tilgang. Man skal jo være tonedøv for ikke at se, at vi står i problemer til halsen. Borgerne fortjener nogle politikere, som kan finde ud af at samarbejde, siger Martin Tøttrup Kelkelund.

- Folk som har fulgt lokalpolitik kan jo se, at jeg i flere sager igennem årene ikke altid har været enig med Socialdemokratiet og har stemt anderledes” udtaler Martin Tøttrup Kelkelund.

Torsdag morgen udtaler Christina Lykke Eriksen sig også om den tidligere socialdemokrats partiskifte.

- Det er jeg glad for. Jeg synes, at Martin er en troværdig person og politiker, som tør stå ved det, han mener. Han arbejder seriøst med tingene. Jeg glæder mig helt vildt til samarbejdet. Han har ved flere lejligheder stemt med SF og imod sit parti, fortæller Christina Lykke Eriksen.


Skrotskib rev sig løs og smadrede boreplatform - nu kommer efterspillet

Recyclingvirksomheden M.A.R.S. Europe er blevet stævnet godt et år efter, at det kæmpemæssige skrotskib rev sig løs i 100-års hændelse.

Recyclingvirksomheden M.A.R.S Europe er blevet stævnet af firmaet Noble Drilling, efter skrotskibet Zafiro Producer rev sig løs i havnebassinet i Frederikshavn i oktoberstormen for godt et år siden.

Det skriver doi.dk.

Ifølge mediet modtog Sø- og Handelsretten stævningen i oktober:

'Noble Drilling m.fl. mod Modern American Recycling Services, Europe A/S m.fl.´

Foruden de to parter er en række forsikringsselskaber også involveret i sagen om efterspillet, skriver mediet videre.

- Det var faktisk forventeligt, at der ville komme et efterspil, og vi har haft et år til at forberede os på det. Det er en lang proces, og det kommer til at tage år, siger Kim Thygesen til mediet og lover i samme ombæring:

- Vi har sørget for, at det ikke kommer til at ske igen.

Løber op i 100 millioner

Direktøren siger videre til mediet, at stævningen ikke kommer til at jævne M.A.R.S. Europe med jorden.

Det enorme skrotskib rev sig løs, da de trosser, der holdt skibet på plads sprang. Dermed drev det rundt i havnebassinet, hvor det forårsagede store skader.

Både på Orskov Yards dok 5 og ikke mindst på boreplatformen Noble Resilient, der mistede sin helikopterplatform.

Ifølge mediet løber skaderne på Noble Resilient op i 100 millioner kroner.

TV2 Nord har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kim Thygesen og fra Noble Drilling.


Fyret medarbejder indgår hemmeligt forlig med arbejdsplads

I oktober blev Peter Uno Andersen fyret af Tican. Nu har fagforening indgået hemmeligt forlig med slagterikoncernen.

Det kom som et stort chok for Peter Uno Andersen, da han efter 43 års tro tjeneste blev fyret og ekskorteret ud fra sin arbejdsplads på Ticans slagteri i Thisted.

Han blev fritstillet, og derfor fik han ikke lov at arbejde i sin opsigelsesperiode. Samtidigt betød fritstillingen, at han abejdede til den lavest mulige timeløn, der var 85 kroner under, hvad han vlle få, hvis han havde fået lov at møde ind på sit arbejde i sin opsigelsesperiode.

Fødevareforbundet NNF var ikke sene til at kalde fyringen for usaglig, beskidt og uværdig, og nu har fagforeningen indgået forlig med Tican.

- Jeg har det sådan, at jeg er jobsøgende nu. Jeg søger aktivt et nyt job, og så starter jeg et nyt liv, lyder det fra Peter Uno Andersen, der udover at være jobsøgende også er socialdemokratisk byrådsmedlem i Thisted Kommune.

Han må ikke løfte sløret for, hvad parterne er blevet enige om. Men det er ingen hemmelighed, at han allerhelst ville tilbage i jobbet som slagterimedarbejder i Thisted.

- Det har været udgangspunktet fra start af, men sådan som det blev, var det ikke en mulighed, siger den fyrede slagterimedarbejder.

I oktober meldte Tican ud, at de skulle ud at ansætte nye folk.

- Der er jo ingen tvivl om, at de skal bruge en masse nye folk, og de skulle ikke bruge mig, lyder det tørt fra Peter Uno Andersen.

Hos Tican fastholdt konstitueret CEO Steen Sønnichsen i oktober overfor TV2 Nord, at fyringen var gået efter bogen. De mente, at den måde fyringen forgik på, hverken var svinsk eller ubehøvlet.

- Hvis de har den holdning, er det legitimt. Vi har ytringsfrihed. Vi føler dog ikke, at der er noget, der er gjort forkert her. Vi har fulgt proceduren, og det er ikke unormalt at blive fritstillet med det samme, siger han og tilføjer:

- Vi kan stå på mål for det, vi har gjort, lød det dengang fra Steen Sønnichsen.


Arvestykke pist væk: Datter til afdød raser og beder om hjælp

Foto: (Privatfoto)

Familieklenodiet har ikke den store økonomiske værdi, men har en stor betydning for familien.

Da Karina Jensen for nylig skulle rydde op i sin fars hjem, efter han var gået bort, opdagede hun pludselig, at hans mellemstore stykke ikke stod på sin vanlige plads i reolen. I stedet var der placeret et glas på ravstykkets gamle plads.

- Min far var et meget ordentligt menneske, så man ved, at der ikke bare står et glas på den plads, forklarer Karina Jensen.

I tiden hvor ravet forsvandt, var faren i aflastning på et plejehjem og i en tilstand, hvor han ikke selv kunne gå hjem og hente det.

- Det har stået på reolen de sidste 30 år, og det havde en stor betydning for mine forældre, fordi min far, som var fisker, selv havde fisket det op for mange år siden, forklarer Karina Jensen.

Hvem kan finde på at stjæle fra en syg mand?

Hun ved ikke, hvor ravet er forsvundet hen, eller hvem der eventuelt kunne have taget det. Dog var der en del gennemgang i farens hjem i perioden inden hans død.

- Jeg har ikke lyst til at hænge nogen ud eller mistænkeliggøre nogen, for de folk, som har hjulpet min far og været i hjemmet, har været så søde ved ham, påpeger hun.

- Mens min far blev syg og måtte på plejehjem, er der flere, der har været i min fars hjem med forskellige ærinder. De skulle alle på den ene eller den anden måde hjælpe min far med noget. Men i den tid er ravet desværre forsvundet.

Ravet har ikke en større økonomisk værdi. Det har dog en stor affektionsværdi for familien.

- Jeg er rigtig ked af det. Både på egne vegne - men især på min fars vegne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvem der kunne finde på at stjæle fra en gammel, syg mand, som var det sødeste og mest tillidsfulde menneske. Jeg er glad for, at han ikke nåede at vide det, for jeg ved, at han ville være blevet så ked af det, konstaterer hun.

Karina Jensen har ingen søskende, og hun havde faktisk en plan med det forsvundne stykke rav.

- Udover det rav, der er forsvundet, så havde han et stykke mere, som han også havde fisket op, og derfor havde jeg tænkt, at jeg ville give et stykke til hver af mine to børn, så de kunne mindes deres morfar.

Foto: (Privatfoto)

Delt over tusinde gange på Facebook

Hun har derfor valgt at dele et opslag på Facebook, hvori hun har skrevet, at hvis nogen ser ravet eller bliver tilbudt at købe det, så vil hun meget gerne have det igen - og hun vil betale for det.

Opslaget er blevet delt hele 1900 gange på Facebook indtil videre, mens mange også er kommet med gode råd og har skrevet søde beskeder.

- Jeg har desværre ikke hørt noget konkret endnu, men mange har været søde at dele opslaget i forskellige rav-grupper og generelt, så det er så sødt, siger hun.


Villa brændt ned: Politiet sigter 27-årig for påsat brand

En 27-årig mand er lige nu i politiets varetægt.

Han er anholdt og sigtet for brandstiftelse, oplyser politikommissær Mikkel Brügmann fra Efterforskningscenter Himmerland ved Nordjyllands Politi.

Det er en villa på Birkevej i Aalestrup, der er omdrejningspunktet i sagen. Natten til torsdag var husets facade i flammer, og klokken 00.53 fik politiet og brandvæsnet en anmeldelse om det og rykkede ud. 

Her ses husets facade, der har lidt under brandens voldsomme flammer. Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

- På grund af nogle omstændigheder derude har vi mistanke om, at den er påsat, siger Mikkel Brügmann til TV MIDTVEST. 

Villaen er beboet, men der var ingen hjemme, da den brød i brand. 

- Heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade, men det er altid voldsomt, når der er ild i en bygning, siger politikommissæren.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Han fortæller, at brandvæsnet hurtigt fik slukket ilden, så den ikke bredte sig, og at den anholdte ikke bor i huset. 

- Lige nu arbejder vi videre med efterforskningen for at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, siger han og tilføjer, at politiet skal foretage flere undersøgelser på brandstedet.

- Vi forventer, at det ender med et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg klokken 13.00, slutter han.


Borgmester forklarer: Derfor fortsætter kommunaldirektøren i sagen

Bølgerne gik højt i byrådet i Frederikshavn onsdag aften, da sagen om en hemmelig lydfil blev debatteret. Venstre krævede kommunaldirektør fjernet fra en intern undersøgelse af sagen, men det blev stemt ned.

Inden de 29 politikerne i byrådet kom til afstemningen, gik der halvanden time, hvor debatten bølgede frem og tilbage i salen.

- Debatten kører af sporet, lød det undervejs fra SFs Christina Lykke Eriksen, som var tydeligt påvirket af den voldsomme debat i kølvandet på Venstres forslag om at erklære kommunaldirektøren inhabil i en personalesag.

TV2 Nord var med til byrådsmødet - læs eller genlæs livebloggen fra den heftige debat:

- Hvor er det synd, at vores kommune og borgere skal være vidne til det her. Kunne vi ikke blive på egen banehalvdel. Det vil klæde os. Lad os fortsætte diskussion med det, vi selv står for, sagde hun.

Det var første ordinære byrådsmøde for Frederikshavn Kommunes nye borgmester, Karsten Thomsen, og han måtte flere gange under den lange debat henvise til sine 27 år som tillidsmand på Danish Crown i Sæby, og det samme gjorde han efter byrådsmødet, da han skulle forklare, hvorfor han og de socialdemokratiske medlemmer med undtagelse af to stemte Venstres forslag ned.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvorfor et flertal af Socialdemokratiets medlemmer stemte nej til Venstres forslag:

- Det er fordi vi har tillidsmandsystem, som vi bakker op om. Et system som ser sagen fra begge sider. Derfor har vi den overbevisning, at der sidder to fra hver sin side, som kan diskutere sagen og derfor får det rigtige frem, siger Karsten Thomsen.

Er det fordi, I ser det som en personalesag og ikke forvaltningssag, hvor der er en kultur, der skal undersøges?

- Nu er lydfilen og initiativsagen jo om en personsag. Jeg går selvfølgelig ind for, at man har en god kultur og arbejdsmiljø. Jeg har været tillidsmand på slagteriet i 27 år, og det er en rigtig god måde på det, at der er nogen fra arbejdstager og fra medarbejderside, og hvis man ikke kan blive enige, så går man videre og får organisationerne til at kigge på det, siger borgmesteren.

Tillidsmandssystemet skal løse det

Hvordan garanterer du overfor borgerne i Frederikshavn Kommune, at tilliden bliver genskabt?

- Jeg har tillid til, at arbejdsmiljøgruppen kan løse det her problem. Det er min overbevisning, og jeg har arbejdet med det i 27 år. Jeg vil sige, at man skal have tillid til, at man som borger har et tillidsmandsystem, som er med til at løse personalesager, siger Karsten Thomsen.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvorfor han mener, det er tillidsmandssystemet, der skal løse sagen om en kommunalt ansat, der instruerer i at mørklægge oplysninger for offentligheden:

To S-medlemmer stemte imod partiet

Hos Venstre, som havde sat sagen på dagsorden, var der ærgelse over, at forslaget blev stemt ned.

Venstre fik dog opbakning til forslaget fra Danmarksdemokraternes Jens Nygaard Johansen, SFs Christina Lykke Eriksen og socialdemokraten Martin Kelkelund, som dermed ikke stemte med sin parti, mens endnu en socialdemokrat, Tina Kruchow undlod at stemme.

Hør Venstres gruppeformand i byrådet, Jan Bjeldbaks reaktion umiddelbart efter byrådsmødet, hvor Venstres initiativsag om at erklære kommunaldirektøren inhabil blev nedstemt:

V: - Vi vandt ikke i dag

Gruppeformand Jan Bjeldbak mener, at borgerne nu får vanskeligere ved at få indsigt i sagen.

- Det må jeg sige nej til, og det er selvfølgelig træls. Vi har kæmpet for åbenhed og for at få sandheden frem, og med det for øje, så kan man ikke sige, at vi vandt i dag, siger han.

Selv om et flertal i byrådet i Frederikshavn altså stemte for, at kommunaldirektør Thomas Eriksen fortsat skal behandle sagen, og at den med borgmesterens ord skal behandles i tillidsmandssystemet, så er kommunen også tvunget til at lave en redegørelse.

Ankestyrelsen, som er det kommunale tilsyn, har nemlig valgt at gå ind i sagen og kræver en redegørelse af forløbet omkring lydfils-sagen fra kommunen. Styrelsen har givet kommunen syv dage til at svare på en række spørgsmål.

- Jeg synes, at der må sidde nogen i vores byråd og tænke, hvorfor Ankestyrelsen er gået ind i sagen. De går ind i sagen, fordi de tænker, at der er noget, som de gerne vil holde øje med, siger Venstres gruppeformand i byrådet, Jan Bjeldbak.

I følge borgmester Karsten Thomsen er det nu administrationens opgave at lave redegørelsen til Ankestyrelsen, og når den er sendt til tilsynet, så vil byrådsmedlemmer i kommunen modtage en kopi fastslog borgmesteren efter byrådsmødet.

Hør borgmester Karsten Thomsen forklare, hvad det betyder, at kommunen nu skal lave en redegørelse til Ankestyrelsen: