Biljagt og trusler på livet giver 27-årig flere sigtelser
Foto: Per Frank Paulsen
Mand har flere sigtelser over hovedet efter en lidt for vild nat.
Politiet måtte i nat på biljagt, da de fik en anmeldelse 04.20 lørdag om brugstyveri af en bil i Frederikshavn.
Da patruljen kommer frem, har personen i køretøjet nemlig ingen intentioner om at standse.
- Han forsøger at undslippe ved at køre fra politiet, og i det - efter vores opfattelse - forsøger han en forsætlig påkørsel af en person, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.
Herefter stopper tyvens ugerninger dog ikke, da han fortsætter med at forsøge at stikke af fra patruljevognen.
- De eftersætter og får bragt køretøjet til standsning efter 4-5 minutter. Føreren forsøger at stikke af til fods, men bliver løbet op og anholdt på stedet, lyder det fra Thomas Ottesen.
Trusler på livet
Da politiet får fat i manden, finder de også ud af, at han er påvirket af narkotika.
Derfor er han sigtet for at køre i påvirket tilstand, ligesom han er sigtet for fareforvoldelse, i det han forsøger at påkøre en person.
Det slutter dog ikke dér for manden, der er 27 år, fra lokalområdet og kendt af politiet i forvejen.
- Da han bliver anholdt og kommer ind i en bil, kunne han heller ikke helt finde ud af det. Der vælger han at true to politikollegaer på livet, så det bliver han selvfølgelig også sigtet for, siger vagtchefen.
På nuværende tidspunkt bliver den 27-årige mand juridisk vurderet og sagsbehandlet, før han bliver fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen.