Ballade om grus i Frederikshavn: Byråd nægter at få gravet oven på drikkevand
Intern splittelse mellem socialdemokrater i regionsrådet på den ene side og deres partifæller i Frederikshavn byråd på den anden side kan nu ende i en retssag.
Ifølge socialdemokraterne i byrådet i Frederikshavn lurepasser deres partikolleger i regionsrådet i en sag, hvor regionen vil give tilladelse til at grave oven på sårbare drikkevandsboringer i Åsted ved Frederikshavn.
Et samlet byråd i Frederikshavn vil passe på deres drikkevand og siger nej. Regionsrådet har beslutningen, men her har socialdemokraterne undladt at stemme, selvom de erklærer sig som modstandere af, at der må graves ovenpå boringerne i Åsted.
Det er sidste udkald, hvis en tilladelse til at grave og udvinde råstoffer tæt på sårbare boringer skal stoppes.
Samtlige byrådsmedlemmer i Frederikshavn protesterer i den omstridte grusgravningssag, der har stået på længe. Først sagde Nordjyllands Regionsråd nej til at give tilladelse.
Men nu er der sagt ja, fordi Miljøstyrelsen har afgjort, at der ikke er nok argumenter for, at grundvand og drikkevand bliver truet. Flere regionsrådsmedlemmer har undervejs skiftet holdning, blandt andet de 18 socialdemokrater.
- Jeg stemte imod første gang, for det er et utroligt vigtigt drikkevandsområde. Det er det, jeg forholder mig til og har sagt hele tiden. Og derfor kommer jeg aldrig til at stemme for at give den tilladelse, siger Jørgen Rørbæk Henriksen (Soc.dem.) næstformand i Klima- og Miljøudvalget i Nordjyllands Regionsråd.
Jørgen Rørbæk Henriksen og de andre socialdemokrater i regionsrådet kom dog til at opgive at stemme imod. De rettede ind efter embedsmændenes afgørelse.
- Jeg undlod at stemme. Jeg stemte hverken for eller imod en tilladelse til grusgravning. Vi kunne ikke længere stemme imod, fordi der nu lå en klageafgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, og så blev vi enige om i den socialdemokratiske gruppe, at så undlader vi at stemme. Så sender vi et signal til omverdenen, at nu må vi prøve at se, om det her ikke kunne laves lidt om, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.
Jeg stemte imod første gang, for det er et utroligt vigtigt drikkevandsområde. Det er det, jeg forholder mig til og har sagt hele tiden. Og derfor kommer jeg aldrig til at stemme for at give den tilladelse.
Jørgen Rørbæk Henriksen, næstformand, Klima- og Miljøudvalget i Nordjyllands Regionsråd
Kommune: Nej til at grave grus
Et samlet byråd på tværs af alle partier i Frederikshavn mener, at regionsrådets gravetilladelse i Åsted skal laves helt om – ikke bare lidt om. De har protesteret og i en indsigelse punkt for punkt argumenteret for, at der skal siges nej til at grave grus ovenpå deres drikkevand.
- Vi her fra Frederikshavn Kommune mener sagtens, at man kan sige nej, og vi mener, det er meget vigtigt, at man siger nej, siger Anders Brandt Sørensen, Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Byråd.
I indsigelsen fra Frederikshavn Kommune anføres blandt andet, at drikkevandet trues, at der er grus nok i Vendsyssel, og at det ikke er bæredygtigt at ligge og fragte grus langt væk til andre steder i landet.
- Vi har mangel på drikkevand. Allerede nu pumper vi rent drikkevand fra Tolne syd for Frederikshavn helt til Skagen, siger socialdemokraten i byrådet.
- Jeg vil da indrømme, at det der med hverken at stemme for eller imod ikke er noget, jeg har brugt før i politik. Faktisk er det første gang, jeg gør det, siger socialdemokraten i regionsrådet.
Høringssvar gennemgås igen
Kovendingen hos en del regionsrådsmedlemmer skyldes blandt andet en trussel om at kunne komme til at tabe penge, når nu forvaltningen havde fået en afgørelse fra højeste sted, Miljøstyrelsen.
- Det er i hvert fald det, vi er blevet oplyst om – at der kan stilles et erstatningskrav til os, siger Jørgen Rørbæk Hansen.
Hvis man lader være med at stemme, så går man faktisk politisk ind og støtter en tilladelse til en grusgrav. Jeg er meget uenig i, at man ikke kan stemme imod.
Anders Brandt Sørensen, Plan- og miljøudvalget, Frederikshavn Byråd
Det argument forstår partikollegaen i Frederikshavn byråd ikke helt.
- Ifølge råstofloven kan man juridisk sagtens sige nej til en gravetilladelse. Det har vi også gjort rede for i Frederikshavn Kommune. Hvis man lader være med at stemme, så går man faktisk politisk ind og støtter en tilladelse til en grusgrav. Jeg er meget uenig i, at man ikke kan stemme imod. Hvis jeg som politiker mener, at drikkevandet skal bevares ved Åsted, så er det det, jeg mener. Og hvis det er ulovligt at mene, at man skal bevare drikkevandet, så må det være sådan. Sådan ser jeg på det, men vi er jo også nødt til at komme videre. Det er en træls situation, siger Anders Brandt Sørensen.
Partikollegaen i regionsrådet, Jørgen Rørbæk Henriksen, vil nu kigge på høringssvarene endnu engang.
- Men der er ikke ret mange muligheder. Der skal komme noget helt nyt til sagen. Ellers kommer der en tilladelse til at de må have lov til at grave deroppe, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.
Frederikshavn Kommune har derefter kun én mulighed - at gå i retten med sagen.
Foreløbig drømmer Anders Brandt Sørensen dog om en forsinket julegave, inden den endelige tilladelse falder på plads om få dage.
- Jeg håber, at regionsrådsmedlemmerne læser og ser, at der ifølge råstofloven faktisk er mulighed for at afvise en ansøgning om at grave efter grus. Vi har så rigeligt med grus. Det er drikkevand, vi mangler, siger Anders Brandt Sørensen.
Det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen (Soc.dem.), har i sagen spurgt indenrigsminister Astrid Krag, om regionsrådsmedlemmer kan unddrage sig erstatningsansvar i en sag ved at undlade at stemme.
Uden at gå ind i den konkrete sag i Åsted ved Frederikshavn skrev indenrigsminister, Astrid Krag, den 29. november forrige år i sit svar til Bjarne Laustsen:
”Et regionsrådsmedlem kan ikke unddrage sig ansvar i de ovennævnte situationer ved at undlade at stemme, jf. § 50 b, stk. 2, og § 50 c, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse”.
Jørgen Rørbæk Henriksen, der selv bor i Frederikshavn Kommune, kan ikke se, at de kunne have gjort det anderledes.
- Socialdemokraterne stod fuldstændig fast på, at der var ingen af dem, der kunne stemme for en gravetilladelse. Derfor undlod de at stemme. Så kan man kalde dem tøsedrenge. Det må de så have lov til at gøre, siger Jørgen Rørbæk Henriksen.
Det er en lokale entreprenør, der ejer jorden og har søgt om tilladelse til at grave grus i Åsted vest for Frederikshavn.