Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Arena Nord søger om støtte til EM: Borgmester åbner pengekassen

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

De danske håndbolddarlings vil løbe på banen i Arena Nord under EM i december 2020. Her er de knipset under EM-kampen mod Montenegro i december 2018.

Økonomiudvalget i Frederikshavns Kommune kommer formentlig til at støtte Arena Nords afvikling af Europamesterskaberne i håndbold med 425.000 kroner.

Når der skal afvikles EM i i håndbold for kvinder i Arena Nord i december 2020, så er det ikke småpenge, sports- og kulturcentret skal betale.

Eventhonoraret på 850.000 kroner skal betales til Dansk Håndboldforbund - og det har fået bestyrelsen i Arena Nord til at søge om støtte hos henholdsvis erhvervslivet og Frederikshavn Kommune.

Det skriver Sæby Avis.

Vi har sat penge af i en særlig pulje, en slags opsparing, der lige nu har et par millioner på bogen. Her sætter vi penge af, når vi har råd, og bruger dem så på at give lidt ekstra til forskellige projekter (...) For selvfølgelig skal vi ikke banke på hos ældreområdet og bede om at få deres penge.

Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune

Erhversvlivet har allerede lagt halvdelen af beløbet, 425.000 kroner, på 'bordet'. Nu håber Arena Nord så på, at kommunen hjælper med anden halvdel.

- Det er et arrangement, vi ikke selv kan håndtere i vores økonomi. Men vores vurdering er, at det er en god forretning for Frederikshavn, der potentielt kan forvente en omsætning på mindst 5,6 millioner kroner, og derudover også et skatteprovenu på omkring en million. Vi mener jo, det er fair, at dem, der får glæde af de mange gæster, også er dem, der skal betale for eventet, siger direktør i Arena Nord, Per Hornum Malmberg, til TV2 Nord.

Alt tyder på, at ønsket om økonomisk støtte til EM i håndbold er realistisk.

Formand for Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune, borgmester Birgit S. Hansen, bekræfter, at man i udvalget allerede nu ser positivt på anmodningen.

- Det er meget sandsynligt, at vi bevilger pengene. Allerede i marts snakkede vi om det i økonomiudvalget, for når man som Arena Nord byder sig til, ved man jo godt, at der kommer en fase to, hvor pengene skal bevilges. Og her sagde et enigt økonomiudvalg til Arena Nord: Byd jer til, så skal vi nok hjælpe, siger Birgit S. Hansen.

Støtteordningen, som er i spil omkring EM i håndbold for kvinder, er samme model, som Arena Nord benyttede sig af i 2015.

Her blev 16 VM-kampe afviklet i Arena Nord - med 600.000 kroner i tilskud fra Frederikshavn Kommune. Et beløb, der svarede til halvdelen af det samlede eventhonorar til Dansk Håndboldforbund på 1,2 millioner kroner.

VM i håndbold er en god forretning

Pengene, som Arena Nord, erhversvlivet og formentlig også Frederikshavn Kommune nu skal investere for at få EM i kvindehåndbold til Nordjylland - er givet godt ud.

Det mener både direktøren i Arena Nord og kommunens borgmester.

- Der kommer flere gæster og spiser og overnatter hos os. Og så skaber det et fællesskab og en stolthed, når vi rykker sammen i bussen og sammen bruger vores lokale kræfter. Og man skal ikke glemme, at de bløde værdier også er guld værd, siger Birgit S. Hansen til TV2 Nord.

Direktør i Arena Nord, Per Hornum Malmberg, er enig.

- Vi kan tiltrække store events til byen, og det er fanatstisk, at vi, erhversvlivet og kommunen kan blive enige om det i fællesskab. For det giver omtale og stolthed, når det lykkes at inddrage mange mennesker, der alle føler, de er en del af noget større, siger han.

Pengene bliver ikke taget fra de 'svage'

Borgmester Birgit S. Hansen afkræfter på det klareste, at de 425.000 kroner, man i økonomiudvalget regner med at tildele Arena Nord, bliver taget fra andre kasser - for eksempel fra børn, unge og handikappede i kommunen.

- Vi har sat penge af i en særlig pulje, en slags opsparing, der lige nu har et par millioner på bogen. Her sætter vi penge af, når vi har råd, og bruger dem så på at give lidt ekstra til forskellige projekter. Det er herfra, penge bliver taget, hvis vi ender med at støtte Arena Nord. For selvfølgelig skal vi ikke banke på hos ældreområdet og bede om at få deres penge, siger borgmesteren.

Tidligere har puljen i Frederikshavn Kommune blandt andet givet penge til Ålbæk, da der skulle renoveres et gammelt husmandssted samt til en renovering af Øster Vrå-hallen. Det oplyser Birgit S. Hansen.

Økonomiudvalget ser på ansøgningen på udvalgets næste møde den 21. august. Forud for mødet har ndstiller kommunaldirektøren indstillet til Økonomiudvalget, at der ydes et tilskud på 425.000 kr. til Arena Nord.

Nordjyllands rolle i EM i kvindehåndbold

  • Danmark og Norge arrangerer mesterskaberne i fællesskab.
     
  • Der afvikles to puljer i henholdsvis i Norge og Danmark.
     
  • I Frederikshavn afvikles en pulje med fire hold, hvor der skal spilles seks kampe i Arena Nord. Den anden pulje spilles i Herning. Mellemrunden spilles i Herning og Stavanger, og finaledagen spilles i Oslo.


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere