Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hentet af helikopter: Ung mand skadet af højtryksslange

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Direktøren for virksomheden sætter nu ord på hændelsen.

Torsdag formiddag klokken 10.34 blev en medarbejder fra virksomheden MARS i Frederikshavn ramt i maven af en højtryksdyse, der sprang.

Der er ifølge direktør for MARS Kim Thygesen tale om en ung litauisk mand, der arbejdede på en af virksomhedens skibe med en højtryksslange, som ramte ham i maven.

Manden blev fløjet til Aalborg Universitetshospital, og blev efterfølgende indlagt.

- Han har fået et grimt kødsår, men det er rimelig heldigt i forhold til alt det uheldige, der er sket, og han bliver udskrevet imorgen, oplyser direktøren.

Arbejdstilsynet har været tilstede for at undersøge, hvad årsagen til ulykken er, og man vil fortsætte arbejdet fredag ifølge direktøren.

- Højtryksslangen har på en eller anden måde sat sig fast i hans bælte, og vi ved ikke, hvordan det kan lade sig gøre, for han havde sikkerhedsudstyr på, som han skulle, forklarer Kim Thygesen.

Arbejdstilsynet havde ikke yderligere bemærkninger ifølge direktøren, og derfor kan man fortsætte arbejdet.

Den unge mand var ifølge direktøren ansat af en underleverandør.

Det er heller ikke første gang, at tilsynet har været forbi, men her kunne man konstatere, at der ikke var kritisable forhold at berette om.


Auktionsmester undrede sig over mængde af kontrolbesøg - nu giver minister forklaring

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

'En effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø,' lyder det blandt andet.

Nærmest alle hverdage i 2024 var fiskerikontrollen på besøg på Hirtshals Fiskeauktion. Det var i hvert fald auktionsmester Finn Møllers oplevelse.

Hvilke forklaringer har I fået på de her mange besøg?

- Vi får som sådan ikke nogle forklaringer på, hvorfor besøgsantallet er så stort. Vi får måske en tilkendegivelse fra de her kontrollører om, at de er mødt på arbejde, og skal lave noget, sagde Finn Møller i begyndelsen af januar til TV2 Nord.

Fiskeristyrelsen oplyste i januar til TV2 Nord, at der i 2024 var foretaget 150 kontroller hos Hirtshals Fiskeauktion.

Fiskeriordfører stillede spørgsmål

Historien om de mange kontrolbesøg fik Konservatives fiskeriordfører Per Larsen, der er valgt i Nordjylland, til at stille en række spørgsmål til fiskeriminister Jacob Jensen (V).

Han spurgte blandt andet ministeren om, hvilken risikovurdering, der lå til grund for, at der blev foretaget så mange besøg uden anmærkninger, og om ministeren vil tage initiativ til at evaluere fiskerikontrollens indsats?

De spørgsmål har ministeren nu svaret på.

'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen kan oplyse, at der i 2024 er registreret 148 kontrolbesøg på Hirtshals Fiskeauktions arealer, hvoraf de 73 vedrører Hirtshals Fiskeauktion, mens 75 kontrolbesøg vedrører enten fiskefartøjer eller opkøbere.'

'Af de 73 besøgsrapporter vedrørende Hirtshals Fiskeauktion er der konstateret tre forhold, herunder ét tilfælde, hvor et større parti fisk blev kasseret, fordi partiet var uegnet til menneskeføde,' lyder det i svaret fra Jacob Jensen, som fortsætter:

'Landbrugs- og Fiskeristyrelsen foretager risikovurderinger i relation til fiskefartøjer, og såfremt der aktuelt er fartøjer med tilstrækkelig høj risikoscore i relation til mulige overtrædelser af gældende fiskeriregler, bliver sådanne fartøjer prioriteret først til kontrol. Kontrollen gennemføres, hvor risikoen for overtrædelser er størst.'

Evaluerer løbende

Fiskeriministeren oplyser, at 'en effektiv kontrol er en forudsætning for at sikre, at der tages vare på vores fælles fiskeressourcer og havmiljø. Der skal samtidig være en balance, der sikrer, at gennemførelsen af kontroller altid står i et rimeligt forhold til formålet med kontrollen,' og at indsatsen løbende evalueres.

'De kommende år vil der særligt være fokus på implementeringen af EU’s reviderede fiskerikontrolsystem, som blev vedtaget i slutningen af 2023,' står der i ministersvaret.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Skyer, blæst og sol er på onsdagens vejrmenu.

Fra morgenstunden starter vi ud med skyer, men der kommer en opklaring i løbet af formiddagen. Det betyder, at vi får solen godt at se.

I løbet af formiddagen sniger temperaturen sig op på 6-7 grader, og i løbet af eftermiddagen kan temperaturen godt runde 8 grader nogle steder.

Det bliver en dag med tørvejr over hele linjen.

I løbet af aftenen vil temperaturen fortsat være en del over frysepunktet og ligge omkring 3-5 grader sidst på aftenen.

Solvej Vindblæst kan også komme med sit bud på dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Får hjælp til Netflix og opholdstilladelse: Tilbud gør hverdagen nemmere for Freweyini og Hyab

Foto: Jesper Lange / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

En prøveordning i Aalborg Kommune skal hjælpe familier i Aalborg SØ. Det er har en familie fra Eritrea takket ja til og nydt godt af.

11-årige Hyab Waldemichael har boet i Danmark siden 2018. Hun har sin hverdag med både danske og udenlandske venner i Grønlandskvarteret i Aalborg SØ.

Vanskeligere er det for hendes mor Freweyini Habtemichael Gilay, som på sprogskole godt nok har lært at forstå meget dansk, men det er stadig svært for hende at kommunikere flydende på dansk.

Nemmere bliver det ikke at kommunikere med det officielle Danmark, men det er der nu råd for. To kommunale socialrådgivere har deres daglige gang i området og også i fritidscenteret Fri-Stedet, hvor Hyab kommer ofte.

- Vi kom i kontakt med bydelsrådgiveren Charlotte Zon Christensen, og hun har hjulpet os med mange ting. Det er ikke kun ting, som virker vanskelige, men det har for eksempel været rart for mig at få hjælp til at forstå ting, som kommer i e-boks. Også hvis det kræver, at jeg svarer, siger Freweyini på sit modersmål og får hjælp til tolkning af sin datter Hyab.

De to rådgivere i Aalborg SØ kommer for en stor del i kontakt med familierne gennem børnene, som færdes i daginstitutioner, skoler, fritidshjem og idrætsforeninger.

'Charlotte kan fikse alting'

Ideen er, at rådgiverne skal bygge bro mellem de forskellige instanser og tilbud i området. Familierne kan bede om hjælp til alt. Intet problem er for småt. Håbet er, at rådgiverne kan være med til at løse små problemer, inden de vokser sig store.

- Charlotte kan fikse alting. Vi er i gang med at lave et hævekort til mig i banken. Hun har hjulpet os med noget Netflix, som ikke fungerede. Der er vist ikke noget, hun ikke kan hjælpe med, siger Hyab Waldemichael grinende i fritidsklubben.

Charlotte Zon Christensen har dog også hjulpet familien fra Eritrea med større ting. Opholdstilladelser for eksempel. Der kan det danske sprog være svært for selv en med dansk som modersmål. Hyab og hendes mor tager intet af det for givet. Hverdagen er simpelthen blevet nemmere med rådgiverne tæt.

- Før skulle vi langt væk herfra på et stort sted med mange forskellige nationaliteter, når vi skulle spørge om noget. Nu går vi bare lige over gaden og ind i fritidscenteret for at tale med rådgiverne. Det er vi så glade og taknemmelige for, siger Freweyini Habtemichael Gilay.

Foreløbig kører forsøget med den fremskudte indsats i Aalborg SØ frem til 31. august. Det er håbet, at endnu flere familier vil benytte sig af tilbuddet, og at det kan blive en fast ordning i området.


Nordjyllands ældste genbrugsbutik holder 50 års jubilæum

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Udover at være Nordjyllands ældste, er butikken også Danmarks tredje ældste butik.

Loppebiksen i Aalborg er med sine nu 50 år Nordjyllands ældste indenfor Kirkens Korshær.

Derfor var der tirsdag inviteret til stor jubilæumsfest i de historiske lokaler.

- Det er virkelig en dejlig dag både som frivillig og frivillig leder. Det er dejligt at se, at folk er glade for at komme her, lyder det fra Lone Alstrup Pullen, der er butiksleder af Loppebiksen.

Foruden at være Nordjyllands ældste, så er det også Danmarks tredje ældste genbrugsbutik indenfor Kirkens Korshær.

Se mere fra jubilæet her:

Lone Alstrup Pullen har arbejdet i genbrugsbutikker i 15 år, og hun har været at finde i loppebiksen i de seneste fem år. I 2022 blev hun leder leder af biksen.

Derfor har de 77 kvadratmeter også en enorm betydning for hende, og hun håber, at den vil fortsætte i mange år endnu, selvom butikken runder de 50 år.

- Jeg regner da helt sikkert med, at jeg også er her når der er 60 års fødselsdag eller jubilæum, pointerer hun.

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Sket meget gennem tiden

Lone Alstrup Pullen har set en stor forandring på de år, hun har været frivillig. Både når det kommer til tingene, som bliver indleveret, men også når det kommer til arbejdskræften.

- Det er blevet mere sådan, at man sælger nogle gode ting til nogle fornuftige priser, forklarer hun.

- For nyligt solgte jeg et Gucci bælte for 500 kroner, det var en donation, og det var et rigtigt Gucci bælte, tilføjer hun.

Otte frivillige får i skrivende stund Loppebiksen til at løbe rundt, men også her ser butikslederen ændring gennem årene.

- Da jeg startede herinde, kunne vi holde åbent hver dag fra 10-17. Nu har vi åbent 20-25 timer om ugen, og det er simpelthen på grund af manglen på frivillige, forklarer hun.


Maria troede på Thomas: - Jeg hader narkomanen, men elsker Thomas

Foto: TV MIDTVEST

Maria Helland viser Thomas et gammelt billede, fra dengang Thomas Helland stadig var misbruger.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Thomas Helland var langt ude, da misbrug og psykose tvang ham til at vælge mellem stoffer og livet. Han valgte det sidste.

- Jeg er så stolt af ham. Jeg er stolt af os. Jeg er stolt over det, han er blevet til, og jeg ved, at der er rigtig mange, der sætter pris på hans arbejde i dag, siger Maria Helland.

Hun mødte Thomas Helland på et værested i Thisted, da hun var 21. Siden har de været meget igennem sammen.

Thomas var 30, da han kom til Thy. Han er født i Norge, men opvokset på Sjælland, hvor han nåede at flytte skole ti gange. Han blev mobbet og begyndte at ryge hash, da han var færdig på efterskole.

- Jeg blev afhængig, men det gav mig et tilhørsforhold. Jeg skulle ikke præstere noget, det var nok at have en klump tjald i lommen, så var jeg accepteret og en del af et fællesskab, forklarer Thomas Helland, der gennem hele sin barn- og ungdom har kæmpet for at bliver accepteret.

Hashen blev til heroin, og de næste mange år blev turbulente. Thomas røg ind og ud af misbrug, fik en søn, fandt ud af at hans daværende kæreste havde en anden, og endte med at sælge stoffer i Istedgade i København.

- Jeg var klar over, at jeg skulle væk. Jeg havde mistet min familie, så jeg ringede til min mor, der var flyttet til Hanstholm. Det var det eller Mændenes Hjem, hvor jeg nok ville være endt med at stikke mig selv og ikke have lang tid igen, fortæller Thomas Helland.

Mødet med Maria

En dag troppede Thomas op på værestedet Rampen i Thisted for at lede efter en, der skyldte ham penge,  og her mødte han Maria.

Maria kom i plejefamilie, da hun var seks, da begge hendes forældre var misbrugere, men hun kom af og til på Rampen sammen med sin biologiske mor. Og en dag var han der - den lidt smarte, højtråbende fyr fra Sjælland.

- Det første jeg tænkte var, ham der skal jeg have børn med. Thomas er og var en pæn mand, med et glimt i øjnene, selvom jeg godt kunne se, at han havde det svært, fortæller Maria Helland.

Thomas var ikke solgt ved første øjekast, men Maria gav ikke op.

- Det var et forhold, jeg dengang valgte med hjernen og ikke hjertet. Det er er det i dag - i den grad, understreger Thomas Helland.

Lykken skræmte

Thomas og Maria blev et par. Han stoppede med stoffer og det lykkedes at få hans søn fra det tidligere forhold til Hanstholm at bo. De blev en familie og efter flere års fertilitetsbehandling blev Maria gravid med deres første fælles barn. Alt tegnede lyst - så lyst at Thomas blev bange. 

- Jeg var ikke vant til at have succes med noget, nu havde jeg lige pludselig det hele. Jeg blev så bange for at miste det, at jeg begyndte at tage stoffer igen, forklarer Thomas Helland.

Han fik hold på det, men det samme skete, da parret fik deres andet fælles barn. På et tidspunkt var Thomas oppe på at tage mellem to og fem gram kokain om dagen, hvilket resulterede i, at han udviklede en psykose.

- Jeg var hamrende paranoid. Jeg troede, at Maria havde en elsker, og at jeg skulle likvideres. Det var jeg sikker på, forklarer Thomas Helland.

Det kulminerede en aften hvor Thomas var helt ude af den. Maria tilkaldte politiet som fik ham overtalt til at tage væk.

- Jeg kunne ikke mere, og alle spurgte mig hvorfor jeg ikke gik fra ham, forklarer Maria Helland. Men hun blev.

Vendepunktet

Thomas endte i en campingvogn sammen med en kammerat den nat, han blev smidt ud hjemmefra. Og her traf en en stor beslutning.

- Min kammerat kiggede på mig og græd. Så sagde han: Du kan ikke tåle mere. Der gik det op for mig, at han måske havde ret, og at det var mig, der var noget galt med. Jeg troede, han skulle likvidere mig, så jeg besluttede, at hvis jeg vågnede næste morgen, ville jeg stoppe med stofferne og i stedet hjælpe mennesker i samme situation som mig selv, forklarer Thomas Helland.

Thomas vågnede næste morgen. Til en helt ny tilværelse.

Drømmejobbet

For syv år siden arbejdede Thomas Helland som graver på kirkegården, men der gik ikke lang tid, før han gjorde alvor af sin plan fra den nat i campingvognen. 

Han søgte et job som peer-medarbejder i Psykiatrien og fik det. En peer-medarbejder bruger sine egne erfaringer til at hjælpe mennesker i lignende situationer med at komme videre i deres liv. Det er Thomas Helland gør i dag.

- Nogen gange må jeg knibe mig i armen. Jeg er virkelig, virkelig glad for mit arbejde, og for at kunne være noget for de mennesker, forklarer Thomas Helland.

Ud over sit arbejde i psykiatrien, bruger Thomas også mange frivillige kræfter. Blandt andet i en recovery-gruppe, hvor medlemmerne mødes for snakke om de udfordringer de har, og støtte hinanden. 

Thomas har været med til at starte en frivillig støttegruppe, hvor medlemmerne mødes jævnligt Foto: TV MIDTVEST

Det frivillige arbejde, har  blandt andet betydet at Thomas har fået Thisted Kommunes Handicappris.

- Den er jeg stolt af, selvom jeg har svært ved at sige det. Men det er dejligt at få sådan et skulderklap, det er helt sikkert, forklarer Thomas Helland.

I dag er det 7 år og godt to måneder siden Thomas tog beslutningen om at blive clean, og han har ikke rørt stoffer siden.

I dag lever han og Maria et helt andet liv, end de troede var muligt, da de var unge.

- Det er fantastisk. Vi lever sådan et leverpostej-liv og har også fået en lille datter. Thomas har gjort alle de rigtige ting, så jeg har ikke på noget tidspunkt været bange for, at han skulle falde i igen, slutter Maria Helland med et stort smil.