Anmeldelse: Blottede sig for elev i 2. klasse på skolens legeplads
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Efter politiet har modtaget en anmeldelse om en mand, der har blottet sig på Frydenstrand skole, søger de nu flere oplysninger i sagen.
Tirsdag over middag skulle der have fundet en blufærdighedskrænkelse sted på Frydenstrand Skole på Abildvej i Frederikshavn. Politiet sendte en uniformeret patrulje og indsatsledelse frem til stedet, efter de modtog anmeldelsen kl. 12:43 fra en ansat på skolen.
Ifølge politiets efterforskning blottede en ukendt mand et sted på skolens område sig for mindst én elev på skolen, hvorefter han forsvandt fra stedet i retning mod området omkring Engparken.
- Der er formentlig flere, der har set ham på legepladsen, hvor det foregik, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, og tilføjer desuden, at der er tale om børn i 2. klasse.
Det er ifølge Kanalfrederikshavn femte gang på 13 måneder, at der er sket blotterepisoder i det område. Dette har Nordjyllands Politi hverken kunne be- eller afkræfte, da TV2 Nord taler med dem tirsdag eftermiddag.
Signalement
Mand
30-40 år,
Høj og iført en blå hue, blå bukser og sorte sko
Plettet hud i ansigtet
- I morgen fortsætter arbejdet, hvor lokalpolitiet vil snakke med flere af de implicerede børn. Derefter må man se om, man kan genkende vedkommende ud fra deres signalement, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, hvortil hans kollega tilføjer:
- Vi skal have forløbet før, under og efter blufærdighedskrænkelsen fastlagt. Derfor er vi i øjeblikket i gang med at foretage afhøringer, forhøringer samt tilvejebringe andre mulige spor, der kan belyse sagen, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.
- Vi er på sagen, men det er klart, at sådan en hændelse skaber utryghed for de berørte – både elever, forældre og personale – så vi efterforsker grundigt for at finde frem til den mistænkte person i sagen.
Man kan rettet henvendelse i sagen til politiet på telefon 114.
Alle, der måtte føle sig utrygge som følge af sagen, kan kontakte politiets forebyggelsesbetjente, som også er i kontakt med elever, ansatte og forældre på den pågældende skole.