Anklager er “meget tilfreds" med dom over kvotefusk
- Vi fik det, vi gik efter, konstaterer specialanklager efter den historiske store bødestraf og konfiskation af penge fra erhvervsfisker Henning Kjeldsen og hans selskaber.
Specialanklager Ane Kallmeyer Bach blev mødt af et større opbud af pressefolk, da hun kom ud fra Retten i Holstebro fredag.
Det skete efter der faldt dom over Danmarks måske største erhvervsfisker Henning Kjeldsen for at have overtrådt reglerne om fiskekvoter i perioden fra 2013-2019.
Nu er det slået fast, at det er ulovligt at omgå kvoter via stråmandsvirksomheder.
Ane Kallmeyer Back, specialanklager, Bagmandspolitiet
Henning Kjeldsen, der bor i Skagen, blev idømt en bøde på 54 millioner kroner.
- Retten har stort set fulgt vores principper for fastsættelse af bøderne. Det er et tilfredsstillende resultat, og vi er meget tilfredse med dommen. Vi fik det, vi gik efter, og nu er det slået fast, at det er ulovligt at omgå kvoter via stråmandsvirksomheder, siger Ane Kallmeyer Bach.
Millioner af kroner konfiskeres
Udover bøden er der også tale om et kæmpebeløb, der konfiskeres i Henning Kjeldsens selskaber.
Alene i et af dem - Gitte Henning Aps - bliver der konfiskeret 64 millioner kroner, og i alt skal der konfiskeres over 162,5 millioner kroner fordelt på storfiskerens stråmandsselskaber.
- Dommen sender et signal om, at det selvfølgelig er meget alvorligt at overtræde de her regler om kvotekoncentration, mener Ane Kallmayer Bach og fortsætter:
- Det er regler, som er lavet til gavn for mange, og de skal sikre mod, at en enkelt eller få fiskere sidder på de fleste af kvoterne.
Otte andre personer er idømt bødestraf. I alt var 10 personer tiltalt i sagen, herunder Henning Kjeldsens hustru og stedsøn, men stedsønnen er, som den eneste af de tiltalte, blevet frifundet.