ANALYSE: Strid om takst på affald udløste S-farvel
Foto: Mick Knive Anderson
Søren Wormslev er politisk analytiker på TV2 Nord.
Når en folkevalgt melder sig ud af sit parti i protest uden præcist at sige hvorfor, åbner det for mange spekulationer.
Erik Kyed Trolle, socialdemokratisk byrådsmedlem i Frederikshavn siden 2009, forlader sit parti, fordi, skriver han i en udtalelse, han ikke føler, at “samarbejdet i byrådsgruppen lever op til den forventning, jeg måtte have til et godt politisk miljø”.
Mere afviser han at forklare om baggrunden.
Den 70-årige tidligere jobcenter-medarbejder har før boet i Skagen (nu bor han i Frederikshavn) og har flere gange luftet sin enighed med dem, der mener, at Skagen om sommeren er blevet FOR festlig.
Det er indirekte en kritik af kommunens håndtering. Men skagboen, der offentligt har rejst kritikken, har netop ved en ankeinstans fået ret. Så at denne sag netop nu skulle føre til et farvel til Socialdemokratiet, virker ikke logisk.
Handler det så om utilfredshed med topstyring i en stor byrådsgruppe med en stærk borgmester?
Ordvalget i Erik Kyed Trolles udtalelse kunne også tolkes sådan.
Den nu forhenværende socialdemokrat har tilhørt den del af partiet, der er rødest, og det er indtrykket, at han ikke altid har følt sig tilpas ved de kompromisser, partiet har indgået.
Dobbeltrolle
Men alt - blandt andet tidspunktet for udmeldelsen - tyder på, at baggrunden eller i hvert fald dråben, der fik bægeret til at flyde over, er et punkt på gårsdagens møde i byrådets Plan- og Miljøudvalg, hvor Erik Kyed Trolle er medlem.
Andet punkt på dagsordenen havde den ikke umiddelbart så ophidsende overskrift: “Takst for erhvervsvirksomheders brug af genbrugspladser”.
Bag overskriften ligger en flere måneder gammel diskussion om, hvordan firmaer skal betale for brug af genbrugspladser.
Skal de som hidtil betale for et år ad gangen? Eller skal man registrere via nummerpladelæser, hvor mange gange de kommer - og kræve betaling ud fra det?
Begge dele kan have fordele og ulemper.
Hvilken metode der skal bruges, er endnu ikke besluttet i byrådet.
I dele af det politiske system er der imidlertid en fornemmelse af, at Frederikshavn Forsyning - som er et selvstændigt selskab - kører sit eget løb og handler i strid med de politiske beslutninger ved allerede at have meldt ud, hvordan afregningen fremover skal ske.
Det kan have bragt Erik Kyed Trolle i en penibel dobbeltrolle, fordi han som formand for Frederikshavn Forsyning må have sagt god for de handlinger i selskabet, som andre af hans byrådskolleger mener strider mod tidligere beslutninger i byrådsregi. Samtidig sidder han altså i det byrådsudvalg, hvor sagen drøftes og skal vedtages.
På mandagens udvalgsmøde blev spørgsmålet sendt tilbage til forvaltningen til yderligere belysning.
Kort tid efter meldte Erik Kyed Trolle sig ud af Socialdemokratiet. Han fortsætter i byrådet som løsgænger - og som formand for Frederikshavn Forsyning, et hverv, der i øvrigt honoreres med 160.000 kr. årligt.