Amatørfotograf overfaldet og bestjålet på Pikkerbakken: - Det skal sådanne idioter ikke slippe godt fra
På Pikkerbakken blev Kristian Tornby lørdag aften udsat for et røveri, hvor to mænd kom afsted med hans fotoudstyr, og de uddelte samtidig slag i hovedet og flere spark til ham.
Nu håber amatørfotografen på hjælp fra offentligheden.
Kristian tog nogle billeder i det frederikshavnske, før to mænd kom hen for at tale og se hvilke fotos, han havde taget.
Det har han prøvet mange gange før, skriver Kanal Frederikshavn.
Her blev han slået i venstre side af hovedet og skubbet omkuld af den ene, før den anden sparkede ham.
Kristian fik kontakt til politiet, som hurtigt ankom, og senere dukkede også en hundepatrulje op. De fangede dog ikke gerningsmændende.
- Jeg sidder nu tilbage her dagen derpå og prøver at få hændelsen på plads i hovedet. Det var en barsk omgang, som jeg ikke helt har forstået endnu, siger Kristian Tornby.
- Jeg håber selvfølgelig på et pludseligt gennembrud i sagen, da sådanne idioter helst ikke skal slippe fra, hvad de har gjort.
Kristian opfordrer til at kontakte Nordjyllands Politi på 1-1-4, hvis du har set eller hørt noget.
Gerningsmændene signalement er 20-30 år, 180-185 centimeter høje, mørkt tøj, den ene dog med lidt lysere bukser. Den ene med hue og den anden med hætte, hvor der muligvis var kasket under.