Afsløret ved et tilfælde: Kæmpe skunklaboratorium i Dybvad
Foto: Jesper Bo Winther
Der var sækkevis af skunk på adressen i Dybvad.
Tirsdag eftermiddag afslørede en civil patrulje et større skunklaboratorium i Dybvad. Patruljen kom til adressen i en helt anden anledning.
Et hus på Krogsdamvej i Dybvad viser sig for at være et væksthus for 387 skunkplanter. Det afslørede en civil patrulje tirsdag eftermiddag.
- Patruljen kom til adressen af en helt anden anledning, men denne anledning er sagen uvedkommende, siger Peter Skovbak til TV2 Nord.
Ud over de 387 høstede skunkplanter, fandt patruljen 7,03 kilo tørret skunk, som var klar til distribution. Det oplyser efterforskningsleder fra Nordjyllands Politi, Peter Skovbak.
Civil patruljen beslaglagde skunken og anholdte en 46-årig mand og en 40-årig mand. De er begge to sigtet for at stå bag skunklaboratoriet, og skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring i dag, onsdag, klokken 13.
Nordjyllands Politi har anmodet om lukket døre til grundlovsforhøret, og har indtil nu ikke flere oplysninger om sagen.