668 på Charles de Gaulle smittet med COVID-19
Hangarskibet Charles de Gaulle besøgte Frederikshavn 29. og 30. marts. Foto: Henning Larsen/kanalfrederikshavn.dk
668 søfolk på det franske hangarskib "Charles de Gaulle" er ifølge Ritzau/AFP testet positive for COVID-19. Det er kun to en halv uge siden, at det enorme hangarskib lå to dage ud for Frederikshavns kyst for at modtage forsyninger.
Hangarskibsgruppen består af hangarskibet "Charles de Gaulle", der har en fast besætning på cirka 2.000 mand.
Personalet havde ikke landlov under besøget i Frederikshavn. Det skriver kanalfrederikshavn.dk som oplyser, at godset til "Charles de Gaulle" ankom til Flyvestation Aalborg med et C130 Herkulesfly fra det franske flyvevåben. Fly og gods blev håndteret af personale fra Air Transport Wing, inden det blev kørt videre til Frederikshavn og endte ude på krigsskibene.
Onsdag meddelte Frankrigs forsvarsministerium, at 668 søfolk fra "Charles de Gaulle" og en eskortfregat er testet positive for coronavirus. Foreløbig er 1767 søfolk blevet testet, og af dem er 668 bekræftet smittet med coronavirus. Langt de fleste af dem er mandskab fra hangarskibet.
Det endelige antal smittede kan stige, for det er ikke alle testresultaterne, der er klar endnu. Af de mange hundrede smittede er 31 indlagt på et hospital, og én er i intensiv behandling. Resten er isoleret på deres flådebase.
"Charles de Gaulle" var i Danmark i forbindelse med, at den danske fregat "Niels Juel" igen skal være en del af den franske hangarskibsgruppe, hvor det danske skib skal træne med franskmændene i Nordatlanten og Nordsøen. Det var planen, at det atomdrevne skib skulle have anløbet Aarhus, men det er blevet aflyst.
Frankrigs forsvarsministerium i Paris oplyser ifølge søfart.dk ikke noget om, hvordan smitten er kommet ombord på hangarskibet og den medfølgende fregat.