56-årig dræbt af knivstik: To kvinder og to mænd anholdt
Lørdag eftermiddag blev en 56-årig mand stukket ihjel i en lejlighed på Markedsvej i Frederikshavn. Fire personer er anholdt i forbindelse med drabssagen.
Nordjyllands Politi er netop nu tilstede på Markedsvej i Frederikshavn, hvor en 56-årig mand er fundet dræbt.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.46 lørdag eftermiddag. Da Nordjyllands Politi ankom til stedet, kunne de konstatere, at en mand var død som følge af knivstik.
Carsten Straszek, der er leder af efterforskningen fortæller, at de fire anholdte blev truffet ved eller på adressen.
- Det er to kvinder og to mænd, vi har anholdt, siger Carsten Straszek.
De to kvinder er henholdsvis 53 og 30 år gamle, og de to mænd er 33 og 24 år gamle.
Vi er i øjeblikket til stede på adressen Markedsvej i Frederikshavn, hvor en 56 årig mand er afgået ved døden som følge af knivstik. Vi modtog anmeldelsen kl. 1646. Vi har foretaget anholdelse af 4 personer som blev truffet på eller i nær tilknytning til adressen.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) May 7, 2022
Nordjyllands Politi vil være til stede på adressen i aften og i nat, hvor de arbejder med at sikre kriminaltekniske- og retsmedicinskespor.
Den afdødes nærmeste pårørende er underettet.