50.000 gæster i Skagen trods corona: Den berømte uge 29 er i gang
Det er i denne uge, at der bliver drukket litervis af rosé og vist dyre biler frem i Skagen. På trods af coronakrisen er i år ingen undtagelse.
I dag er som bekendt den første dag i uge 29, Hellerupugen – og i årevis har det betydet, at de rige og berømte flokkes i Skagen. Og selvom 2020 har været et år, som indtil videre har været voldsomt præget af coronavirus, synes restriktioner og måneders nedlukning ikke at have påvirket mængden besøgende nævneværdigt i Danmarks nordligste by.
- Først var vi selvfølgelig rigtig bekymrede for, om der overhovedet ville komme så meget som en turist til vores område. Og lige pludselig begyndte danskerne booke efter der har været en masse afbestillinger fra tyskere og nordmænd, fortæller René Zeeberg, direktør for Turisthus Nord.
Forventer at omsætte for mindre
På trods af at Skagen Fiskerestaurant har budgetteret med at gå 20 procent ned i omsætning, fordi cirka 60 pladser på terrassen er sløjfet, er der mange mennesker på restuaranten.
- Vi har travlt, og der er masser af gæster at tage af, siger Jesper Winther, der er indehaver af Skagen Fiskerestaurant.
Faktisk er Skagens indbyggertal igen i år steget til omkring de 50.000 mennesker i denne uge.
Helt så lyst ser Mikkel Kongerslev, der er forpagter af Diskotek Hyttefadet i Gammel Skagen ikke på det. For retningslinjerne i forbindelse med coronavirus betyder, at Diskotek Hyttefadet må have lukket indendørs og blot have 80 gæster udendørs.
- Lige pludselig har vi ikke en plan B, hvis der er dårligt vejr, siger forpagteren.
Alligevel insiterer Mikkel Kongerslev på at holde åbent.
- Det er lige så meget en investering i sæsonerne fremadrettet, for det er ikke i år, vi bliver rige.
Ser frem til 2021
En af gæsterne i Skagen er Henrik Kjærgaard fra Charlottenlund. Han har flere gange været i Skagen i uge 29, og det er ikke hans oplevelse, at coronavirus spiller en rolle i antallet af turister.
- I hvert fald i forhold til de andre år, vi har været her, er der lige så mange mennesker – måske næsten flere, siger han.
Men selvom 2020 på mange måder er business as usual for turistbranchen i Skagen, er det alligevel et år, som branchen gerne vil lægge bag sig.
- Men 2021 ser ud til at blive fantastisk, siger Jesper Winther.