49 hockeytalenter fra Frederikshavn kæmper om plads hos svensk storklub
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
49 nordjyske ishockeytalenter lytter til gode råd fra en af Frölundas trænere.
Fem trænere fra den svenske storklub Frölunda Indians er på isen i Frederikshavn. Her deltager 49 nordjyske ishockeytalenter i Frölundas ishockeycamp.
Koncentrationen lyser ud af de unge spillere på isen. De håber, at de svenske trænere får øje på netop dem, så de kan komme i betragtning til at spille for den svenske storklub Frölunda fra Göteborg.
- Jeg håber, at Frölunda ser, hvad jeg kan. Jeg håber, at jeg skal over og spille i Frölunda næste sæson, siger 14-årige Anton Stenbakken fra Frederikshavn.
Anton Stenbakken er et af de største talenter i sin årgang i Danmark. Han er på den svenske klubs radar. Han var for nylig inviteret til Sverige for at spille med i en turnering i Stockholm.
- Frölunda har altid været den klub, som jeg har drømt om at spille for, siger Anton Stenbakken.
Springbræt til NHL
Frölunda er en storklub i europæisk ishockey. To gange har klubben vundet Champions Hockey League, og hvert år draftes flere spillere fra Frölunda til den nordamarikanske NHL-liga.
- Jeg tror, at alle spillere her drømmer om NHL, men der er et stykke vej endnu, siger camp-manager Henrik Christiansen, som tidligere har trænet Frederikshavn White Hawks.
Frölunda har været springbræt til NHL for en del danske spillere. Frederik Andersen skiftede til Frölunda fra Frederikshavn, inden han tog videre til NHL. Også Lars Eller spillede for Frölunda, inden han kom til den nordameriske liga.
- Jeg arbejder så hårdt, jeg kan til træningen, så jeg kan vise, hvad jeg kan, siger Anton Stenbakken.
Det er fem trænere fra Frölunda, som står for træningen i Frederikshavn. Målet med campen er ikke bare at spotte kommende stjerner. Ishockeylejren skal også styrke samarbejdet mellem Frederikshavn og den svenske storklub.
- Forhåbentlig kan vi få et udbytte. Der kan måske være spillere, som kommer herned og spiller, og der kan være spillere, som kommer til Göteborg og spiller i Frölonda. Der er måske nogle hold, som kan spille turnering mod hinanden. Jeg tror, at vi på ungdomssiden kan få et udbytte, siger Göran Pegenius, som er leder af Frölundas ishockeycamps og tidligere uddannelsesansvarlig i det svenske ishockeyforbund.