43-årig mand fra Jerup fortsat forsvundet sporløst
Genrefoto
Nordjyllands Politi havde tirsdag hunde på marken og en drone i luften for at finde den 43-årige mand, der har været savnet siden natten til fredag i sidste uge.
En kyststrækning blev tirsdag gennemsøgt med en af politiets droner og politihunde gennemsøgte en mark ved Jerup Strand, men desværre uden at det førte til fremskridt i sagen som den 43-årige mand, der har været forsvundet siden torsdag 8. april.
Det fortæller fungerende politikommissær Morten Axelsen fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
- Dagens aktion var en opfølgning på de henvendelser, vi har fået i sagen, men den bragte ikke noget nyt. Så vi vil fortsat meget gerne høre fra folk, der har oplysninger i forbindelse med den forsvundne mand, siger han.
Kig efter ham i sommerhusområde
Muligvis kan han, siger Morten Axelsen, være søgt nordpå mod det nærliggende sommerhusområde ved navn Napstjert – og måske endda videre nordpå derfra i retning mod Aalbæk. Derfor opfordrer politikommissæren særligt borgerne i disse områder til at kigge efter manden – det gælder ikke mindst borgere, der har sommerhuse og fritidshuse i området opfordres til at kigge i udhuse, redskabsskure og lignende.
Politiet frygter, at den 43-årige ikke kan tage vare på sig selv, og han bliver nu efterlyst med navn og billede i håb om, at nogle genkender ham.
Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
Signalement af den 43-årige mand fra Jerup
- Almindelig af bygning
- Kort mørkt hår
- Går foroverbøjet
- Formentlig iført grøn morgenkåbe, brun hættetrøje og strømper