332 meter langt skrotskib er flyttet: Nu er der plads til Stena Oil
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord
3 store slæbebåde var i aktion, da det 332 meter lange skib blev flyttet nogle meter.
Det 332 meter lange skrotskib Zafiro Producer er nu væk fra det kajområde, som Stena Oil skal bruge til deres nye olieterminal.
Tre store slæbebåde måtte i gang, da kæmpeskibet Zafiro Producer onsdag skulle flyttes nogle meter. Aktionen omfattede også flytningen af et andet stort skib, som er under ophugning hos M.A.R.S. Europe på havnen i Frederikshavn.
To slæbebåde trak onsdag formiddag det røde skrotskib nogle meter fra den position, som det har haft de seneste mange måneder, mens medarbejderne på M.A.R.S. har skåret del efter del af skibet.
Flytningen banede vej for, at de tre store slæbebåde, som onsdag ankom til Frederikshavn fra Skagen og Gøteborg, kunne flytte Zafiro Producer. Skibet, der rev sig løs på grund af kraftig østenvind i Frederikshavn Havn tilbage i oktober, og som har blokeret for, at Stena Oil har kunnet tage et nyt olieterminalanlæg i brug.
Flytningen blev foretaget onsdag sidst på eftermiddagen og først på aftenen. Først blev det røde ophugningsskib flyttet endnu en gang og dernæst blev det lagt ved siden af Zafiro Producer.
Det gav plads til, at det 332 meter lange skib, som siden 6. november har været sænket ned på bunden af havnen, kunne flyttes de afgørende meter væk fra Stena Oils kajanlæg.
Zafiro Producer fik tirsdag og onsdag tømt sine ballasttanke for vand, så skibet igen blev flydende.
Hvornår Stena Oil kan og vil overtage olieterminalanlægget er uvist. Hverken Stena Oil eller Frederikshavn Havn vil kommentere på det.