16-årige erkender at have kastet med molotovcocktails i lagerbygning
To unge mænd på 16 år har erkendt, at de mandag aften kastede med molotovcocktails i en tom lagerbygning i Frederikshavn.
Det var to unge mænd, der mandag aften kastede med molotovcocktails i en tom lagerbygning i Frederikshavn. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Politiets efterforskning af sagen førte onsdag eftermiddag til, at to unge mænd på 16 år blev anholdt på deres bopæl i Frederikshavn.
- Drengene erkender at have kastet med molotovcocktails, siger politikommissær Carsten Straszek til Kanal Frederikshavn.
Politiet vurderede det som en alvorlig sag, da bygningen på Saltebakken, hvor lysproducenten Martin tidligere har haft fabrik, kunne være brændt ned. Ilden udviklede sig dog ikke, så skaderne var begrænsede.
Ikke kendt af politiet
De unge mænd blev løsladt efter endt afhøring på grund af deres alder og de begrænsede skader. Desuden er ingen af de 16-årige i forvejen kendt af politiet.
Mads Andersen, som ejer bygningen, hvor der blev kastet med molotovcocktails, har tidligere sagt, at han var overbevist om, at der var tale om drengestreger. Der lå blandt andet flasker med klude i flaskehalsen og brandbar væske i den tomme lagerhal.
Sagen bliver nu efterforsket færdig, og herefter venter der formentlig de unge mænd et retsligt efterspil.