To 14-årige anholdt for at røve tankstation i Elling
Foto: Nils Meilvang, Scanpix
OK-tankstationen på Grundtvigsvej i Elling blev mandag aften røvet af to drenge fra lokalområdet.
En 14-årig dreng kom mandag aften på kant med loven, da han valgte at røve en tankstation i Elling. Anmeldelsen tikkede ind hos Nordjyllands Politi kl. 19.22.
- Det er en ung gut, der henvender sig derinde og truer personalet for at få nogle penge. Han forsøger efterfølgende, at flygte på knallert. Det lykkes ikke, fordi knallereten vælter, og så løber han, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg.
En hundepatrulje fanger efterfølgende røveren, der viser sig at være en 14-årig dreng fra lokalområdet. Han er nu taget med på stationen.
- Nu venter vi på, at vi får fat på hans forældre og de sociale myndigheder, og så kan vi få en snak med ham om, hvad det er, der er sket, fortæller Jess Falberg.
Vagtchefen vil ikke fortælle, hvordan den 14-årige dreng kunne true sig til at få det, som han kalder småting, udleveret.
- Han har nogle effekter, han bruger, men af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme ind på, hvad det er, fordi vi ikke har fundet dem endnu. Derfor kan jeg heller ikke fortælle mere præcist, hvad han har fået med derfra, fortæller Jess Falberg.
Senere på aftenen har endnu en 14-årig fra lokalområdet meldt sig selv på stationen, da han også har deltaget i røveriet.
- Han troppede selv op på stationen sammen med sin far og en repræsentant fra de sociale myndigheder og i følge de vidner, vi har talt med, så har vi fat i de to, det drejer sig om, fortæller Jess Falberg.
Når de 14-årige drenge er afhørt sammen med deres forældre og de sociale myndigheder, bliver de sendt med deres forældre hjem igen. Herefter er det kommunen, der kommer til at vurdere, hvilke konsekvenser aftenens røveri får for de to drenge, da de er under den kriminelle lavalder og derfor ikke kan retsforfølges.