10 års strid er forbi: Karl Erik får erstatning af kommunen
En omstridt sag om et omstridt tag i Frederikshavn er nu slut. Retten har slået fast, at Frederikshavn Kommune har begået en fejl - og derfor må kommunen til lommerne.
Taget på genboens hus har i 10 år været en torn i øjet på Karl Erik Jakobsen, der bor på Vegavej i Frederikshavn. Taget er nemlig så højt, at han har mistet en del af sin panoramaudsigt ud over Kattegat.
- Det er da irriterende, at man bare kan gøre som man vil og tage andre folks udsigt, siger Karl Erik Jakobsen, der i årevis har været i strid med Frederikshavn Kommune, som i sin tid gav tilladelse til, at hans genbo kunne forhøje taget.
Det er nok værd at kæmpe for sin ret, men det koster også, har jeg lært
Karl Erik Jakobsen
Karl Erik Jakobsen har rettens ord for, at han har ret. Det var en fejl, at kommunen i 2013 gav tilladelse til, at genboen i god tro byggede sit tag knap en halv meter højere, end de tinglyste deklarationer i området tillader.
Nu har Frederikshavn Kommune valgt at afslutte sagen og give Karl Erik Jakobsen medhold. Han føler det dog ikke som en hel sejr at vinde over kommunen.
- Det rigtige havde været at få taget ned, mener han.
Får erstatning
Med det endelige punktum i sagen følger en erstatning på 100.000 kroner. Det er nemlig det vurderingen lyder, at den mistede udsigt koster.
Retten har vurderet, at Frederikshavn Kommune har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl og Planklagenævnet mener, at kommunen fra sagens start har fejlet. Derfor må taget blive.
- Det har været en træls sag - både for ham, der har bygget sit tag i god tro, for naboen, der mister sin udsigt, og for den medarbejder ved kommunen, som har fejlvurderet sagen. Nu er den lukket, siger Peter E. Nielsen (S), som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
Karl Erik Jakobsens 165 kvadratmeter store hus på Vegavej er nu sat til salg. Han håber, det bliver solgt, så han ikke længere skal kigge på det tag, der har plaget ham i 10 år.
- Det er nok værd at kæmpe for sin ret, men det koster også, har jeg lært. Det har givet søvnløse nætter, som jeg sagtens kunne været foruden, siger han.
Sagen skal fremlægges for Frederikshavn Kommunes politikere på et møde i næste måned som en såkaldt orienteringssag.