Se billederne: Kronprinsen besøger Frederikshavn
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Kronprins Frederik besøger Frederikshavn.
Kronprins Frederik besøger Frederikshavn på byens 200 års jubilæumsdag - du kan se de første billeder fra kronprinsens ankomst her.
Det er ikke hver dag, en købstad i Danmark kan fejre 200 års jubilæum. Men i dag, tirsdag den 25. september, er det netop, hvad Frederikshavn kan.
Den runde dag bliver markeret på fornemste vis, når kronprins Frederik lægger vejen forbi byen og er med til at markere den store dag. Tirsdag formiddag er han netop ankommet med Kongeskibet Dannebrog og er gået i land, hvor han er blevet modtaget af borgmester Birgit S. Hansen (S).
Kronprinsen var senest i Nordjylland, da han i forbindelse med sin runde fødselsdag deltog i Royal Run i Aalborg. Denne gang er det altså Frederikshavn, der tager imod tronfølgeren.
Højdepunkter fra toppen af Hotel Jutlandia
Besøget varer frem til klokken 14, hvor kronprinsen blandt andet skal indvie første etape af den nye havn i byen samt en ny udsigtsplatform ved Pikkerbakken.
Og det er et besøg, du kan opleve højdepunkterne fra lige her på TV2 Nord / Salto fra klokken 19.50 tirsdag aften. TV2 Nords hold filmer dagen igennem, og de bedste klip bliver samlet i en 30 minutter lang live-udsendelse fra toppen af Hotel Jutlandia i Frederikshavn.
- Vi er med på første parket, fra Kronprins Frederik ankommer med Dannebrog kl. 10, og til festen ebber ud om aftenen, fortæller TV2 Nords egnsredaktør i Vendsyssel, Jesper Christiansen, der står i spidsen for dækningen.
- Men 200-års dagen er først og fremmest også en stor folkefest, og det kommer vores reportager til at afspejle. Vi er naturligvis med, når frederikshavnerne samles på Paradiskajen, som i dagens anledning er omdannet til én stor festplads, tilføjer Jesper Christiansen.
Se det fulde program:
Hvis du ikke kan vente til om aftenen med at opleve kronsprins Frederiks besøg i Frederikshavn, er der selvfølgelig også den mulighed selv at lægge vejen forbi byen.
Her får du det fulde program for dagen:
Kl. 10:00
Kronprinsen ankommer med Kongeskibet Dannebrog og Søværnets Taburkorps spiller
Kronprisen modtages af borgmester Birgit S. Hansen, som præsenterer Kronprinsen for den øvrige del af velkomstkommiteen: viceborgmester Bjarne Kvist, fung. garnisionskommandant Helge Christensen, kommunaldirektør Mikael Jentsch, formand for Frederikshavn Havn Bo Uggerhøj og havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen
Borgmester Birgit S. Hansen holder jubilæumstale og tale for havnen.
Jimmy Jørgensen og Caspar Philipson synger udvalgte jubilæumssange
Kronprinsen, borgmester m.fl. sejler ud til det nye havneområde. Imens sørger STUMP for, at alle bidrager til musikalske rytmer og byens lyd.
Fra storskærm transmitteres den officielle havneindvielse
Musikskolen underholder
Kl. 11.45 - 13.30
Gratis kage, kaffe, the og saft
Ca. kl. 11.57
På storskærm vises live fra Pikkerbakken - hvor Kronprinsen hører om renoveringen af bakken og går ud på det nye plateau.
Kronprinsen signerer Kongestenen i lighed med Kong Frederik den 8. og Kong Frederik den 9.
Kl. 13.30 - 14.00
Søværnets tamburkorps giver koncert
Kl. 13.57
Kronprinsen går ombord på Kongeskibet Dannebrog og tager afsked med Frederikshavn.
Vi takker for besøget.