Stripklub truer TV2 Nord med sagsanlæg
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Club Red Light har efter TV2 Nords afsløringer af prostitution på stripklubber i Aalborg fyret to strippere og truer nu tv-kanalen med sagsanlæg.
I en pressemeddelelse uden navn på afsender truer stripklubben Club Red Light med at klage til Pressenævnet og tage ”retslige skridt” mod TV2 Nord, efter vores afsløringer af prostitution på Club Red Light i Jomfru Ane Gade i Aalborg.
TV2 Nord har de seneste dage fortalt, hvordan en stripdanser på Club Red Light i Aalborg tilbyder sex for 4.000 kroner. Tilbuddet kommer under en lapdance, hvor stripperen er alene med en såkaldt muldvarp fra TV2 Nord i et aflukket afsnit af stripbaren.
I pressemeddelelsen skriver Club Red Light:
- Club Red Light tager kraftig afstand fra beskyldninger om prostitution.
Ifølge firmaet er det forbudt for de ansatte at tilbyde seksuelle tjenester. Det, erkender Club Red Light dog senere i pressemeddelelsen, alligevel er sket.
- Det er i den sammenhæng naturligvis beklageligt, at den optrædende ”Roxanne” på TV2 Nords optagelser ikke overholder vores retningslinjer. Derfor er hun sammen med en anden kollega med øjeblikkelig virkning blevet opsagt og bortvist, da de ikke overholder Club Red Lights retningslinjer.
I pressemeddelelsen skriver Club Red Light, at de vil klage til Pressenævnet over TV2 Nords behandling af sagen og tager samtidigt forbehold for at søge erstatning fra TV2 Nord. Ifølge firmaet har de ikke haft mulighed for at tage genmæle i sagen. TV2 Nord har dog flere gange forsøgt at få kontakt med indehaveren af Club Red Light, Cihan Cengiz – uden held.
Da TV2 Nord tirsdag modtog pressemeddelelsen ville Club Red Lights advokat Malene Fagerberg end ikke oplyse navnet på firmaets ejer, som angiveligt har udsendt pressemeddelelsen. Advokaten opfordrede os til at se i CVR-registret. Her fremgår det, at Cihan Cengiz er direktør.
Tirsdag eftermiddag, efter pressemeddelelsen var sendt ud, lykkedes det omsider TV2 Nord at komme i kontakt til direktøren. Han havde kun en bemærkning:
- Jeg har ikke yderligere kommentarer, end det der står i pressemeddelelsen.
TV2 Nord tager truslen om sagsanlæg roligt
Vi ville gerne have stillet Cihan Cengiz en række spørgsmål. Vi ville blandt andet gerne have spurgt ham om, hvorfor der ifølge stripdanseren skulle betales for seksuelle ydelser på Club Red Lights dankortterminal.
- Vores reportere har forsøgt at kontakte begge klubber, men de har ikke vendt tilbage på vores henvendelser, siger administrerende direktør ved TV2 Nord, Mikael Justesen og afviser dermed, at TV2 Nord ikke har kontaktet stripklubberne som et led i researchen.
- Og vi står selvfølgelig gerne på mål, for alt hvad vi laver, også hvis det skulle ende med en klage til Pressenævnet, eller hvis nogen skulle have lyst at prøve sagen ved retten. Det er vi helt trygge ved, siger Mikael Justesen.
Læs hele pressemeddelelsen her
PRESSEMEDDELSE HASTER, Den 17. december 2019
– FRA CLUB RED LIGHT I ANLEDNING AF HISTORIE FRA TV2 NORD
Den 15. december 2019 bragte TV2 Nord en artikelserie samt skjulte optagelser fra Club Red Light under overskriften ”Fra festgade til sexgade: prostitution foregår i Jomfru Ane Gade” jf. https://www.tv2nord.dk/fra-festgade-til-sexgade/fra-festgade-til-sexgade-prostitution-foregaar-i-jomfru-ane-gade.
Artiklen i linket beskylder Club Red Light for at tilbyde prostitution, hvilket er ulovligt i Danmark.
Club Red Light tager kraftig afstand fra beskyldninger om prostitution. Ingen ansatte hos Club Red Light må tilbyde seksuelle tjenester, hvilket også fremgår i vores terms and conditions med det firma, som er agent for danserne. Det fremgår af betingelserne, bl.a. ”- Strictly forbidden; Prostitution, drugs or excessive alcohol”.
Det er i den sammenhæng naturligvis beklageligt, at den optrædende ”Roxanne” på TV2 Nords optagelser ikke overholder vores retningslinjer. Derfor er hun sammen med en anden kollega med øjeblikkelig virkning blevet opsagt og bortvist, da de ikke overholder Club Red Lights retningslinjer.
Det er dog vigtigt at understrege, at enhver form for henvisning til hotel for videre salg af ydelser fra ”Roxanne” sker fuldstændig udenom Club Red Light. Sådanne seksuelle tjenester sker ikke hos Club Red Light og klubben tjener ikke penge på sådanne ydelser. Med optagelserne er det kommet til vores kendskab, at ”Roxanne” kommer med henvisninger til seksuelle ydelser, og det er naturligvis bortvisningsgrund.
Club Red Light har videoovervågning af hele klubben og kabiner, som kan understøtte, at der ikke sker udveksling af seksuelle tjenester på klubben.
Det er således ikke korrekt, når Thomas Kastrup-Larsen (S) i artiklen af 16. december 2019 ”Stripkubber i Aalborg kan miste alkoholbevilling jf. ” https://www.tv2nord.dk/fra-festgade-til-sexgade/stripklubber-i-aalborg-kan-miste-alkoholbevilling konkluderer, at på baggrund af de to dankort terminaler driver klubben prostitution, som en del af beværtningen og konceptet samt at klubben driver bordeldrift.
Club Red Light har flere forskellige dankort terminaler for at styre omsætningen for drikkevarer for de forskellige udsalgssteder.
For ikke at risikere at miste klubbens alkoholbevilling har Club Red Light lukket de tre private kabiner med øjeblikkelig virkning, indtil myndighederne har foretaget de nødvendige undersøgelser i sagen.
Samtidig har Club Red Light kontaktet en advokat med speciale i presseetik, som på vores vegne vil klage til Pressenævnet over TV2 Nord’s behandling af sagen. TV2 Nord har med de skjulte optagelser og redigering på en miskrediterende måde fremstillet Club Red Light, som kan have væsentlig skadegørende- og økonomisk virkning, uden forinden at have forelagt oplysningerne til Club Red Light eller på anden måde anmodet om vores udtalelse og dermed uden mulighed for Club Red Light til at tage til genmæle overfor de strafferetlige inkriminerende påstandene. Vores advokat tager i den forbindelse forbehold for at udtage retslige skridt mod TV2 Nord for de økonomiske tab, som Club Red Light måtte lide i anledning af artikelserien.