Stripklub kæmper for bevilling: - Kønsdele er altid tildækkede
Stripklubberne Club Red Light og Paradise Girls mener ikke, at de overtræder rammerne for deres alkoholbevilling. Det mener bevillingsnævnet, der tirsdag afgør, om klubberne fortsat skal have lov til at servere alkohol.
Bevillingsnævnet i Aalborg Kommune har sendt høringsbreve til stripklubberne Paradise Girls og Club Red Light i Jomfru Ane Gade, hvor de beder klubberne redegøre for, at det er rigtigt, at danserne på klubberne laver private stripshows i lukkede kabiner. Det har klubberne nemlig ikke tilladelse til, siger bevillingsnævnet.
TV2 Nord har fået aktindsigt i brevet til stripklubberne og i de svar, de to klubber har sendt til nævnet via deres advokater. Club Red Light erkender, at de har private stripshows i kabinerne, og de erkender også, at de ikke har angivet de private kabiner i deres ansøgning om alkoholbevilling.
- Det er korrekt, at Club Red Light ikke har angivet de private kabiner i den oprindelige alkoholbevilling fra 2013, idet vi ikke troede, at det var nødvendigt, skriver Club Red Lights advokat.
Club Red Light gør altid gæsterne opmærksom på, at berøring af danserne ikke er tilladt, hverken på scenen eller i de private kabiner. Overtrædelse af denne regel medfører øjeblikkelig udsmidning af klubben. Club Red Light bemærker desuden, at dansernes/de optrædendes kønsdele er altid tildækkede.
Malene Fagerberg, advokat for Club Red Light
Stripperne tager trusserne helt af
TV2 Nord har med skjulte optagelser afsløret, at stripperne tager trusserne helt af i den private kabine, og viser deres underliv frem for vores muldvarp. Stripperen tilbyder også sex for 4.000 kroner og fortæller, at man kan betale for det på en dankortterminal. Til trods for TV2 Nords optagelser så benægter Club Red Light, at stripperne er nøgne under det private show.
- Club Red Light gør altid gæsterne opmærksom på, at berøring af danserne ikke er tilladt, hverken på scenen eller i de private kabiner. Overtrædelse af denne regel medfører øjeblikkelig udsmidning af klubben. Club Red Light bemærker desuden, at dansernes/de optrædendes kønsdele er altid tildækkede, skriver stripklubben i sit svar til bevillingsnævnet.
Club Red Light frygter for økonomien
Alligevel mener klubben ikke, at de har overtrådt rammerne for deres bevilling. Det mener de, at de har tilladelse til, og de skriver, at mange andre klubber i Danmark – herunder Paradise Girls i Aalborg – har private kabiner. De mener også, at det vil være en kommunal forskelsbehandling, hvis Club Red Light ikke må lave private striptease i små kabiner, og det vil få konsekvenser for klubben, der har 31 medarbejdere, hvis de ikke kan lave de private shows.
- At miste sådan en facilitet som VIP-rummene vil have en stor påvirkning på Club Red Lights økonomi og vil føre til fyringer og dermed koste arbejdspladser, skriver advokaten.
Borgmester: Ingen alkoholbevilling til klubber med private sexshows
Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune (S), der også er formand for bevillingsnævnet, siger til TV2 Nord, at man ikke vil give alkoholbevilling til stripklubber, der har private sexshows i kabiner. Det vil nævnet ikke have, fordi man frygter, at det kan føre til prostitution og ulovlig rufferi, hvor det er bagmænd, der tjener penge på prostitution.
Paradise Girls har også sendt et svar til bevillingsnævnet. De benægter kategorisk, at de overhovedet har private kabiner. De skriver, at de kun har stripshows, hvor der er fire meter mellem danserne og publikum.
- Der må ikke være nogen berøring mellem gæster og de optrædende kvinder, skriver advokaten for Paradise Girls.
TV2 Nords skjulte optagelser viser dog, at vores muldvarp bliver placeret i en sofa, hvor der bliver trukket et gardin hele vejen rundt om. Kvinden sætter sig ovenpå muldvarpen og siger, at hun vil ”kidnappe dig og din ven på en fræk måde” for 10.000 kroner, men at der måske kan aftales en særlig pris.
TV2NORD har forgæves forsøgt at få et interview med ejerne af Club Red Light og Paradise Girls.