Vendepunkt for Inger Støjberg: Nu dykker hun for første gang
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Inger Støjberg på uddeling i Aalborg Storcenter
Her 16 dage før folketingsvalget ser den nordjyske partiformand de første tegn på, at vælgerne søger andre steder hen.
Opbakningen til Inger Støjberg var overvældende, da hun stiftede Danmarksdemokraterne i juni.
De mere end 20.000 vælgererklæringer blev indsamlet på blot tre dage. Og allerede i de første meningsmålinger stod partiet til at indkassere over hver tiende stemme i Danmark.
Men for første gang dykker opbakningen til Inger Støjberg tilsyneladende.
Den nordjyske partileder går tilbage over en bred kam i meningsmålingerne. Både i Voxmeter, Gallup og Epinion mister Danmarksdemokraterne opbakning fra vælgerne.
Her går Inger Støjbergs parti tilbage fra 10 til 8 procent af stemmerne. Støjberg stiller op i Nordjyllands Storkreds, men over hele landet er der plakater af Støjberg i rygtepælene, selv om det kun er nordjyderne, der kan stemme personligt på hende.
Bliver Løkke kongemager?
Vendepunktet for Inger Støjberg sker samtidig med, at den borgerlige blok halter efter de røde partier
I flere målinger er rød blok meget tæt på at kunne tælle til 90 mandater uden Lars Løkkes Rasmussens parti Moderaterne.
I andre målinger er det røde forspring dog mere beskedent.
Lars Løkke lader dog til stadig at være tungen på vægtskålen, når det skal afgøres, hvem der skal være Danmarks næste statsminister.
I den seneste Megafon-måling står hans parti til hele 6,5 procent af stemmerne.
Modsat er den konservative nedtur for Søren Pape Poulsen massiv. Partiet er nu dykket til 10 procent i flere målinger, og det har fået flere politiske eksperter til at stille spørgsmålstegn ved, om Søren Pape stadig er en seriøs statsministerkandidat.
- Det ser ikke så godt ud for det kandidatur længere, det må man sige, lyder det fra valgforsker ved Aarhus Universitet, til Berlingske.
Pape er dog ikke selv det mindste i tvivl.
- Så vil jeg bare sige, at Jonas Vingegaard længe var efter Pogacar i dette års Tour de France, men det gik jo alligevel godt til sidst, så lad os nu se, siger han i et interview med Avisen Danmark.
TV2 Nord forsøger at få en kommentar fra Danmarksdemokraterne.