Valget er afgjort i Nordjylland: Sådan fordeler mandaterne sig
Nordjylland står til at få to ekstra mandater i forhold til sidste valg.
375,405 stemmer er gjort op i Nordjylland.
Og det har været et jordskredsvalg, hvor Venstre og Dansk Folkeparti er blevet banket af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.
Venstre får 14 procent af stemmerne - en tilbagegang på 12,8 procent. Dermed mister partiet to ud af fem nordjyske mandater.
Dansk Folkeparti går fra 10 procent af de nordjyske stemmer til blot 1,9 procent og mister dermed begge sine nordjyske mandater.
Omvendt er Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne braget ind i Nordjylland med 14,9 procent af stemmerne. Det betyder, at Inger Støjberg - udover sit eget - trækker to mandater med sig ind.
Dermed skal Lise Bech, Peter Lindholdt og Kristian Bøgsted kæmpe om to sidste nordjyske mandater til Danmarksdemokraterne.
Minksagen aflivede ikke S
Samtidig har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gentaget det flotte nordjyske valg fra 2019, selv om minksagen er fyldt ekstraordinært meget i Nordjylland.
Dermed får partiet syv nordjyske mandater, hvor man må vente, at Mette Frederiksen, Simon Kollerup, Flemming Møller Mortensen, Ane Halsboe-Jørgensen, Rasmus Prehn og Bjarne Lausten tager de første seks.
Men da veteranen Orla Hav ikke genopstiller denne gang, er der et ledigt mandat tilovers. Det bliver Morten Ryom, Morten Klessen og Per Husted, som skal kæmpe om den sidste plads.
Svaret får vi først i morgen, når de personlige stemmer er talt op.
Både Liberal Alliance, Moderaterne, Enhedslisten, SF, Nye Borgerlige, Konservative, Radikale Venstre og Alternativet får et enkelt nordjysk mandat.
Det var dog på et hængende hår, at Radikale Venstre og Alternativet snuppede et mandat. Begge partier blev reddet af ekstra tillægsmandater til Nordjylland.
Valgmatematikken betyder denne gang, at Nordjylland står til at få to ekstra tillægsmandater. Dermed får Danmarks nordligste landsdel 21 mandater den kommende valgperiode.
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Folketingsvalget i 2022, så prøv KMDs valgresultat-site: