Syv gange så mange som sidst brevstemmer: - Det plejer at eskalere
Selvom borgerservice ikke er overrendt af folk, der vil brevstemme, er der væsentligt flere end ved sidste folketingsvalg.
Folketingsvalget er i fuld gang, og fra i dag kan man brevstemme. Det kan man blandt andet gøre hos kommunens borgerservice.
Ved borgerservice i Aalborg Kommune har 35 personer booket en tid til at brevstemme i dag. Det er syv gange så mange som ved sidste folketingsvalg, hvor bare fem brevstemte den første dag hos borgerservice. Det fortæller chef, Dorthe Jespersgaard.
- Det plejer at eskalere som tiden går, og der er særligt fart på den sidste uge, man kan brevstemme, fortæller hun.
Spår at flere vil brevstemme
Borgerservicechefen forventer, at der i år vil komme endnu flere brevstemmer end vanligt.
- Sidste år havde vi 12.000 brevstemmer i Aalborg Kommune, men jeg tror personligt, at vi kommer op på de 15-18.000 stemmer i år, siger hun.
Brevstemme
Man kan brevstemme uanset, hvor i Danmark man er.
Hvis man eksempelvis er på efterårsferie i København, kan man på den lokale borgerservice brevstemme.
Man kan brevstemme til og med fredag den 28 oktober.
Og selvom hun forventer, at flere i år vil sætte sit kryds til valget på en brevstemme ved bogerservice, mener hun ikke det giver anledning til stress og jag.
- Selvfølgelig er vi klar. Det ligger på rutinen, siger hun med et smil.