Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sådan dækker TV2 Nord valget

Danskerne skal sætte deres kryds tirsdag 1. november.

TV2 Nord glæder sig til at være med til at fejre demokratiets fest og klæde nordjyderne på til at sætte krydset 1. november.

I de kommende uger kommer det i høj grad til at handle om politik og de nordjyske vinkler på valget på alle TV2 Nords platforme.

Debatter, reportager og forklarende artikler med nordjyderne som udgangspunkt er på programmet.

- TV2 Nords ambition er at være nordjydernes stemme, hvor vi tager udgangspunkt i den hverdag og de udfordringer, som vi oplever her i landsdelen, siger redaktionschef Anders Leonhard Jensen, der sammen med chefredaktør Ingrid Buch har det overordnende ansvar for dækningen.

- Vi vil rigtig gerne inspirere til, at nordjyderne taler om valget og også selv debatterer politik i frokostpausen eller over aftensmaden, siger chefredaktør Ingrid Buch. 

Stort valgevent

Ud over at TV2 har deres egen rullende redaktion kørende i landsdelen, så samarbejder TV2 Nord og de øvrige regioner om i alt tre nyhedstimer fra 19.00 til 20.00, hvor valget er omdrejningspunkt. 

Den første er allerede dagen efter valgudskrivelsen, nemlig torsdag 6. oktober.

TV2 Nord arbejder også sammen med TV2 om en storstilet valgevent i Nordkraft i Aalborg den sidste torsdag inden valgdagen - altså den 27. oktober. 

TV2 Nords ambition er at være nordjydernes stemme

Anders Leonhard Jensen

Her kan nordjyderne kigge forbi og blandt andet opleve produktionen af nogle af de populære programmer fra TV2 News som ”News & Co.” og ”Tirsdagsanalysen” blive sendt fra Nordkraft.

Om aftenen vil Højlunds Forsamlingshus blive sendt direkte fra det nordjyske kulturhus, og TV2 Nord er selvfølgelig også til stede hele dagen, hvor vi sender live fra eventen med både vores egen valgdebat og nyhedsudsendelser. 

Nordkraft bliver altså stedet, hvor nordjyderne både udenfor og indenfor kan komme i valgstemning.

Masser af debatter

TV2 Nord inviterer selvfølgelig også til debat i studiet i Aabybro, hvor vi i ”Fokus Live – Dit valg” har folketingskandidater på besøg til debat om valgets helt aktuelle emner. 

René Ryom og Bo Storm Madsen er værter på Fokus Live.

Hver gang tager vi udgangspunkt i en nordjyde, der vil råbe politikerne op og kræve klare svar. 

Vi involverer også seerne, som kan stille spørgsmål via Facebook.

Udover ”Fokus Live - Dit valg”, så barsler TV2 Nord med et nyt debatprogram med titlen ”Det er for galt”. Her er udgangspunktet også en nordjyde med noget på spil, og to folketingskandidater i studiet til at debattere og komme med svar.

Dagen før selv valgdagen sender TV2 Nord ”Det sidste ord”. Her er alle de politiske partier med, og vi inddrager spørgsmål fra Facebook i debatten. 

Inviterer til valgtræf

TV2 Nord samarbejder desuden med de andre medier i landsdelen. 

Sammen med P4 Nordjylland og Det Nordjyske Mediehus arrangerer TV2 Nord tre valgtræf, hvor alle de politiske partier er repræsenteret. 

P4 Nordjylland, TV2 Nord og Det Nordjyske Mediehus genopliver det klassiske vælgermøde.

I Himmerland er vi på Vesthimmerlands Gymnasium, i Vendsyssel foregår det i Vrå Hallen og i Aalborg er vi på Aalborg Universitet på havnefronten.

- Meningen med valgtræffene er, at vi genopliver et helt klassisk vælgermøde, hvor folk i salen kan stille spørgsmål til politikerne, og efter valgtræffet er blevet klogere på, hvor de skal sætte krydset, siger Ingrid Buch.

Vil være "second screen"

På selve valgdagen 1. november lægger TV2 Nord fra morgenstunden ud med nyhedsopdateringer, og om aftenen har TV2 Nord et hold på Christiansborg for at følge valgets udvikling.

I Nordjylland har vi livehold på landevejene for at indhente kommentarer. Vi krydrer det hele med analyser fra vores politiske analytiker Søren Wormslev.

Søren Wormslev er politisk analytiker på TV2 Nord. Foto: Mick Knive Anderson

- På selve valgaftenen satser vi på at være et online ”second screen” til de landsdækkende valgudsendelser, hvor vi på mobilen banker på, så nordjyderne bliver opmærksomme på, at vi enten sender live eller har en helt aktuel nordjysk analyse af valgets gang, siger Anders Leonhard Jensen.

Dagen efter kan du følge valgets resultater fra tidlig morgen både på TV og på tv2nord.dk. 

Over middag dagen derpå sender vi blandt andet live fra det traditionsrige arrangement på P4 Nordjylland, hvor valgets nordjyske vindere og tabere møder op til valgflæsk. 

- Vi glæder os til at tage fat og guide nordjyderne igennem de kommende valguger. Vi håber, at det bliver både oplysende og underholdende, slutter Anders Leonhard Jensen. 

DE VIGTIGSTE DATOER I TV2 NORDS DÆKNING AF VALG:

FØRSTE UGE

Torsdag 6. oktober klokken 19.00 til 20.00: TV2 Nord sender fælles nyheder med TV2


ANDEN UGE

Torsdag 13. oktober klokken 19.30: "Fokus Live - Dit valg" sendes på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk og på TV2 Nords Facebook-side


Torsdag 13. oktober klokken 19 afholder TV2 Nord desuden valgtræf i Himmerland sammen med P4 Nordjylland og Nordjyske


Søndag 16. oktober klokken 19.00 til 20.00: TV2 Nord sender fælles nyheder med TV2


TREDJE UGE

Mandag 17. oktober klokken 19.30: "Fokus Live - Dit valg" sendes på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk og på TV2 Nords Facebook-side


Torsdag 20. oktober klokken 19.30: "Fokus Live - Dit valg" sendes på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk og på TV2 Nords Facebook-side


FJERDE UGE

Mandag 24. oktober klokken 19 afholder TV2 Nord, P4 Nordjylland og Nordjyske valgtræf i Vrå


Mandag 24. oktober klokken 22 er nyhederne udvidet med 10 minutter, hvor vi viser valgmagasinet "Det er for galt"


Tirsdag 25. oktober klokken 22 er nyhederne udvidet med 10 minutter, hvor vi viser valgmagasinet "Det er for galt"


Onsdag 26. oktober klokken 19 afholder TV2 Nord, P4 Nordjylland og Nordjyske valgtræf i Aalborg


Onsdag 26. oktober klokken 22 er nyhederne udvidet med 10 minutter, hvor vi viser valgmagasinet "Det er for galt"


Torsdag 27. oktober: Stort valgevent hele dagen i samarbejde med TV2 fra Nordkraft i Aalborg


Torsdag 27. oktober klokken 22: Ungedebat sendes på TV2 Nord Salto, tv2nord.dk og på TV2 Nords Facebook-side i forlængelse af 22-nyhederne


FEMTE UGE

Mandag 31. oktober klokken 18.15 og igen klokken 19.50: "Det sidste ord"


Tirsdag 1. november: Valgdag. Følg med hele dagen på tv2nord.dk


Onsdag 2. november: Nyhedsudsendelser fra morgenstunden på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk


Onsdag 2. november klokken 14: Direkte fra valgflæsk på P4


Hold på hat og vanter: Det bliver hamrende koldt i dag

Foto: Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Arkivfoto

Hvis du ikke allerede har fundet vinterjakken og halstørklædet frem, så er fredag morgen en rigtig god anledning til det.

For selvom solen kommer til at stå højt på himlen her i starten af dagen, så er får Nordjylland 'varmt kakao-vejr' udenfor.

- Der er temperaturer helt ned til minus otte grader med sne og isglatteveje rundt om i Nordjylland, lyder det fra Andreas Nyholm, meterolog og vært på TV 2 Vejret.

Se hele vejrudsigten her:

En bidende kold dag

Selvom det dog bliver en anelse varmere op ad dagen, så bliver vi altså omkring frysepunktet, og der kan komme sne flere steder efterhånden som vi når eftermiddagstimerne.

- Ud på aftenen vil der dog komme en opklaring, men også en tiltagende vind, fortæller Andreas nyholm.

Går du derfor glip af den varme kakao her til morgen, så er der stadig rig mulighed for at hygge med det i aften, hvor temperaturen igen går et godt stykke i minus.

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område? Spørg Solvej Vindblæs!

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Skal der bygges nyt i Birkelse? Lokalplan er sendt til høring

Arkivfoto

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune forsøger med den nye plan at anlægge to nye byggegrunde.

Tranumvej, Gl. Landevej og Bindeleddet i Birkelse. Imellem de tre velkendte veje i Birkelse ligger lokalplanområdet, der nu skal erstattes af den nye plan.

- Formålet er at opdatere plangrundlaget i området og give mulighed for nye byggegrunde ved Skolevangen, skriver Kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Kommunalbestyrelsen, Jammerbugt Kommune

Der er angiveligt taget hensyn til, at områdets karakteristika bevares - og nu skal den altså så til høring i de næste otte uger.

Har du en holdning til den nye lokalplan? Du kan afgive dit høringssvar på kommunens hjemmeside.


Nordjyllands Politi advarer: Kør forsigtigt

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivfoto

Vinterkulden har for alvor lagt sig over det nordjyske landskab - og selvom det endnu ikke har givet anledning til uheld natten til i dag, så advarer politiet alligevel morgen trafikanterne.

- Der er blevet saltet i hele kredsen i løbet af natten. Kør forsigtigt i morgentrafikken, det kan stadig være glat, skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Fredag morgen står temperaturen på -6 grader, så det handler også om at få både vanter, hue og halsedisser på, hvis du bevæger dig ud på cykel.

Uanset hvordan du skal til og fra i dag, skal du ifølge Vejdirektoratet også passe på.

- Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet, så vær opmærksom, hvis du skal ud at køre og kør efter forholdene, skriver de på deres hjemmeside.

Er du nysgerrig på vejret? Spørg Solvej Vindblæs, hvordan det står til ved dig.

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Nordjyske faglærere hyldet med prestigefyldt pris

Foto: TechCollege Aalborg

De to faglærere har vundet prisen for deres arbejde med en helt ny målgruppe på Techcollege i Aalborg.

Torsdag aften vandt faglærerne Christian Røhl og Ole Wiehl fra Aalborg Techcollege byggeriets faglærerpris.

Det er netop blevet offentliggjort til Building Awards på The Plant i København.

Det er de to faglæreres arbejde med en helt ny målgruppe i Techcollege-sammenhæng, nemlig de unge, der går i ottende og niende klasse, og som tager en såkaldt EUD 8/9, der gør, at de er blevet indstillet til prisen.

"Initiativet omkring EUD 8/9 er et nyudviklet initiativ, som er skabt i samspil mellem Aalborg Kommune og Techcollege, og Ole og Christian er i den grad lykkes med at skabe et alternativt skoleforløb, der kombinerer praksisfaglig skolegang og værkstedsundervisning på nye måder. Faglærer-teamet har arbejdet målrettet og haft modet til at ”gå på tværs” og sammensætte værkstedsundervisningen på helt nye måder," lyder det i de to læreres indstilling.

Byggeriets faglærerpris

Byggeriets Faglærerpris uddeles i et samarbejde mellem Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben.

En dygtig lærer kan skabe begejstring for faget, tænde gnisten i elevernes øjne og i sidste ende sikre eksamensbeviset. Alligevel er faglærerne ofte en overset gruppe i samfundet.

Derfor hylder Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet den inspirerende byggefaglærer/lærerteam fra en erhvervsskole, som på exceptionel og usædvanlig vis motiverer, bakker op om og løfter de unge til at blive dygtige håndværkere. Prisen er siden 2022 blevet uddelt til byggeriets store prisfest Building Awards.

EUD 8/9 er et tilbud til skoletrætte elever, der kan bytte en del af den klassiske tavleundervisning i folkeskolen ud med tre dage med almindelige skolefag og to dage i værkstederne. Formålet med både den faglige og den praktiske undervisning er med henblik på at afslutte 9. klasse eksamen.

I et opslag på LinkedIn skriver Techcollege, at prisen er en anerkendelse og et skulderklap, der viser, at de to faglærere har ramt rigtigt i forhold til indsatsen med EUD 8/9.

Det er ikke første gang, at hæderen går til Aalborg Tech College. I 2021 vandt teamet bag grundforløb 1 på Techcollege Aalborg samme pris for deres nyskabende undervisning, evne til at fastholde eleverne og skabe gode relationer på tværs af fag.


Her gennemfører 100 procent af de ordblinde elever gymnasiet

Foto: Hjørring Gymnasium

Læsevejleder Marie Lund hjælper ordblinde elever med at gøre brugen af hjælpeprogrammer til en vane.

På Hjørring Gymnasium er ordblinde elever stillet ligeså godt som deres klassekammerater, der ikke har læse og skrivevanskeligheder.

- Med hjælpemidlerne går det så godt, at der lige nu på Hjørring Gymnasium er en gennemførelsesprocent på 100 for de ordblinde elever.

Sådan lyder det fra Vibe Skibdal Schmidt, der er uddannelseschef på Hjørring Gymnasium.

På Hjørring Gymnasium kommer alle eleverne efter studiestart nemlig igennem en screeningsproces for at undersøge, om de har udfordringer, når det kommer til at læse.

Det er med til at fange de elever, der har ordblindevanskeligheder, og efterfølgende kan gymnasiet sætte ind med at søge støtte til den ordblinde elev.

- Der er en gammel fordom om, at ordblindhed og intelligens hænger sammen, og det er bestemt ikke tilfældet. Der er ofte tale om meget motiverede og flittige elever med en stor arbejdshukommelse og en stærk arbejdsmoral, siger læsevejleder Marie Lund og fortsætter:

- Eleverne med ordblindevanskeligheder kommer ikke sovende til det, men når de starter her på gymnasiet, ved vi, at de allerede har den disciplin og motivation, der skal til.

Styrker elevernes læseevner

Men det er ikke kun de elever, der er ordblinde, som nyder godt af screeningen. Den opfanger nemlig også elever, der har læsevanskeligheder.

For de elever, hvor det er relevant, tilbydes der efterfølgende læse- og skrivekurser hos gymnasiets to læsevejledere.

- Mange unge mennesker har en nedsat læsehastighed. Vi træner læsehastigheden på læsekurser med de elever, som er screenet til at have en lav læsehastighed. Eleverne bliver interesserede, fordi de ret hurtigt opdager, at de bliver hurtigere til at læse ved at øve sig. Så 'læse, læse, læse' siger vi. Resultatet er heldigvis, at 'læse-musklen' vokser. Eleverne kommer til at læse hurtigere, og heldigvis stiger deres forståelse af tekstens indhold også, siger læsevejleder Dorthe Bukholdt.