Så er det tid: Her skal du stemme
Foto: TV2 Nord
Siden kommunalvalget i 2021 er der nemlig fjernet 32 valgsteder i Nordjylland. Det betyder, at der nu i alt er 161 valgsteder i regionen.
Efter næsten en måneds valgkamp er det nu tid til at sætte krydset på stemmesedlen. Men hvor skal du gøre det henne? Og hvad er reglerne egentlig?
Når klokken slår 08.00 åbner dørene til de nordjyske valgsteder, og opløbstrækningen til folketingsvalget 2022 er for alvor nået.
Selv hvis man ikke kan nå det allerede klokken 08.00, er der ingen grund til nervøsitet - valgstederne har nemlig åbent helt til klokken 20.00.
Og der er mange nordjyder, der skal igennem diverse forsamlingshuse og skoler i løbet af valgdagen. Der er nemlig 449.698 stemmeberettigede borgere i regionen.
Sådan gør du
Der er nogle regler, der skal overholdes, hvis man vil have sin stemme til at tælle med i det endelige regnskab, når man stemmer til et valg.
Du må kun sætte ét kryds på stemmesedlen, og krydset skal sættes i afkrydsningsrubrikken til venstre for kandidat eller parti. Du må ikke sætte krydset uden for rubrikken, og du må heller ikke skravere eller fylde rubrikken ud - så tæller din stemme ikke.
Når du sætter dit kryds, kan det enten være et X eller et +, men det er også den mængde valgfrihed, du får. Du kan altså ikke lave en smiley eller et hjerte, for så er din stemmeseddel også ugyldig.
Du må desuden heller ikke bruge glimmertusch, overstregningspen eller lignende på grund af reglen om særpræg. Brug det skriveredskab, der ligger i stemmeboksen, eller tag din egen blyant eller kuglepen med. Så er der ingen problemer.
Når krydset er sat, folder du stemmesedlen sammen og putter den i stemmekassen - så har du gjort din demokratiske stemme gældende.
Bliv klogere på, hvordan du stemmer her:
Her skal du stemme
Valgdeltagelsen var på 84,6 procent til folketingsvalget i 2019. Det vil sige, at der på landsplan blev afgivet 3.559.521 stemmer.
For at du tirsdag kan være med til at afgive din stemme til folketingsvalget 2022, skal du finde netop dit valgsted - men det kan godt være sværere i år.
Siden kommunalvalget i 2021 er der nemlig fjernet 32 valgsteder i Nordjylland. Det betyder, at der nu i alt er 161 valgsteder i regionen.
Hvor du skal stemme, står på dit valgkort, som du har fået tilsendt med posten. På kortet herunder kan du se, hvor de nordjyske valgsteder er.
God fornøjelse og glædelig valgdag.