Per Larsen dropper video, hvor han kalder sig selv spidskandidat
Foto: Skærmbillede
Der er intern uenighed i Det Konservative Folkeparti om, hvorvidt folketingsmedlem er partiets spidskandidat eller ej. Partiets nordjyske formand vil ikke udtale sig om, hvorvidt det er tilfældet.
Er det konservative folketingsmedlem Per Larsen sit partis spidskandidat eller ej ved tirsdagens valg? Det vil formanden for Det Konservative Folkeparti i Nordjylland, Michael Folkersen, ikke svare på.
- Jeg har ingen kommentarer til det spørgsmål, siger han, da TV2 Nord kontakter partiets øverste organisatoriske chef i landsdelen for at få opklaret et intermezzo, der forleden udspandt sig på sociale medier.
Her lagde Per Larsen en video op. Af den fremgår det, at “jeg genopstiller som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti i hele Nordjylland”.
Nogle timer senere var den erstattet af en video med teksten: “Jeg genopstiller for Det Konservative Folkeparti i hele Nordjylland”.
Per Larsen siger til TV2 Nord, at han er i besiddelse af et referat fra et møde i storkredsbestyrelsen fra februar 2021, hvoraf det fremgår, at han ved et kommende folketingsvalg skal have titel af spidskandidat.
Handler om markedsføring
Det Konservative Folkeparti har også flere gange ved tidligere valg haft en erklæret spidskandidat. Da partiet anvender den opstillingsform, der kaldes sideordnet opstilling, har betegnelsen aldrig haft betydning valgteknisk - modsat de partier, der opstiller på partiliste, og hvor spidskandidaten næsten altid får det første mandat.
Da man i for eksempel Lene Espersens tid opererede med en spidskandidat - hende - handlede det heller ikke om valgteknik. Spidskandidaten var den, partiet brugte mest krudt på at markedsføre.
Angiveligt har Per Larsen ved flere lejligheder op til udskrivelsen af valget fået at vide, at man denne gang ikke ønskede at gøre ham til spidskandidat. Derfor vakte det opsigt internt, da han publicerede sin første video, hvoraf det fremgik, at han VAR spidskandidat.
Per Larsen, der ved valget i 2019 blev nyvalgt og siden har haft en fremtrædende rolle som sit partis sundhedsordfører, valgte at fjerne videoen, selv om han - med henvisning til det nævnte referat - fastholder, at storkredsbestyrelsen i februar 2021 har besluttet at titulere ham spidskandidat.
Formand: Nej til ballade
Storkredsens formand, Michael Folkersen, vil som nævnt ikke kommentere sagen.
- Jeg har ikke lyst til en masse ballade, siger han.
Men kan du ikke helt faktuelt svare på, om Per Larsen efter din mening er dit partis spidskandidat eller ej?
- Ingen kommentarer.
Det Konservative Folkeparti fik ved 2019-valget et enkelt mandat i Nordjylland. I perioden forud havde partiet for første gang i årtier ingen nordjysk repræsentant på tinge. Det har ud fra meningsmålinger længe set ud til, at partiet kunne få to mandater ved et kommende valg. De kunne for eksempel tilfalde Per Larsen og fhv. minister Jakob Axel Nielsen, der efter 11 års pause fra politik stiller op igen.
Efter partiets styrtdyk i tilslutningen gennem de seneste uger skal de konservative formentlig være glade, hvis partiet beholder det ene mandat, man har i dag.