Mange mistede levebrødet - men Socialdemokratiet er stadig størst i Danmarks tidligere mink-mekka
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Socialdemokratiet er stadig det største parti på Gjøl.
Man kan vist roligt sige, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har været på folks læber på Gjøl de seneste år.
I landsbyen med omkring 400 indbyggere lå minkfarmene næsten som perler på en snor. På Hovvejen lå 18 minkfarme klos op af hinanden i den lille nordjyske landsby, hvor alle ingenlunde var enige i Socialdemokratiets beslutning om, at alle mink skulle aflives.
Dét, der virkede som en umådeligt upopulær beslutning, afspejler sig dog ikke i valgresultatet. For på Gjøl er Socialdemokratiet nemlig blevet det parti, som har fået flest stemmer af alle de 14 opstillede partier.
Efter alle stemmer er optalt, kan Socialdemokratiet glæde sig over at få hele 31 procent af stemmerne i dét, der med god grund kan betegnes som det daværende danske minkland.
Optællingen viser, at partiet kun er gået tilbage med to procentpoint i forhold til seneste folketingsvalg. Næststørst på Gjøl er Danmarksdemokraterne, som har fået 19,6 procent af stemmerne.