Kom og mød dine nordjyske politikere til stort valgtræf
Foto: Peter Leth-Larsen / TV 2
TV 2s valgtræf i Odense 9. oktober var fyldt med masser af debat og politiske diskussioner, valgquiz og meget mere.
Torsdag den 27. oktober inviterer TV2 Nord sammen med TV 2 til valgtræf på Nordkraft, hvor News & co, Tirsdagsanalysen og Højlunds Forsamlingshus med flere partiledere byder op til politisk debat.
Sidst i oktober bliver Nordkraft stedet, hvor nordjyderne både udenfor og indenfor kan komme i valgstemning.
TV2 Nord arbejder nemlig sammen med TV 2 om et storstilet valgevent torsdag den 27. oktober. Her kan alle kigge forbi og blandt andet opleve produktionen af nogle af de populære programmer fra TV 2 News som ”News & Co.” og ”Tirsdagsanalysen” blive sendt fra Nordkraft.
Om aftenen sender Højlunds Forsamlingshus også direkte fra det nordjyske kulturhus, og TV2 Nord er selvfølgelig også til stede hele dagen, hvor vi sender live fra eventet med både vores egen valgdebat og nyhedsudsendelser.
- Vi glæder os på alle måder til at være en del af valgtræffet på Nordkraft. Det er jo virkelig her, at vi kan komme i kontakt med nordjyderne, og vi giver dem mulighed for at møde kandidaterne helt tæt på. Det er vores fornemmeste opgave som public service medie at hjælpe nordjyderne med at finde ud af, hvor de skal sætte krydset. Ikke mindst i denne valgkamp, hvor nye partier stiller op for første gang, siger chefredaktør Ingrid Buch, der sammen med redaktionschef Anders Leonhard Jensen har det overordnende ansvar for dækningen.
Derudover kan du i tidsrummet 15-22, hvor valgtræffet foregår, komme forbi og både se og snakke med nordjyske folketingskandidater samt en del af de folketingspolitikere, som allerede sidder på Christiansborg.
Åbent for alle
Alle scener kommer til at være spækket med debatter, humor, mulighed for at møde nyopstillede kandidater, quizzer og meget mere. Arrangementet er gratis, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke.
- Det er afgørende for TV 2's valgdækning, at valget ikke bare er noget, der foregår på Christiansborg. Derfor rykker vi flere af vores store valgevents og debatter ud af tv-studierne og ud til vælgerne, siger Kamilla Walsøe, Eventchef i TV 2 Nyhederne og fortsætter:
- Vi vil give danskerne en stemme og blandt andet fortælle om nogle af de udfordringer, folk har, der hvor de bor, og så vil vi med vores valgtræf gerne byde op til en god, demokratisk samtale. Vi har sammen med vores kolleger hos TV2 Nord sammensat en række arrangementer, hvor der både vil være masser af politiske aktiviteter i uformelle rammer men også store debatter og valg-tv til hele landet, siger Kamilla Walsøe, Eventchef i TV 2 Nyhederne.
Eksklusiv adgang
Et af arrangementerne i Nordkraft kræver billetter. Det gør sig gældende i forbindelse med ’Højlunds Forsamlingshus’ i Aalborg, er der et begrænset antal billetter til rådighed – læs mere her.
TV 2s værter og eksperter vil stå bag en række aktiviteter, og her vil man både kunne komme på speeddating med partierne, quizze og debattere med politikerne, besøge en tro kopi af statsministerens kontor, høre musik og deltage som publikum i de store TV 2- og TV 2 NEWS-programmer.
Som en del af aktiviteterne i området byder TV 2s Karen-Helene Hjort og Thomas Buch velkommen til blandt andet ’Tvivler-terapi med Hans & Hans’ (Engell og Redder), ’Bag om topmødet’ med Cecilie Beck, debatdyst samt citatquiz med Anne Vig og Michael Kristiansen og Peter Mogensen.
Sidst men ikke mindst vil både TV 2 ECHO og TV 2 Vejret være til stede ved begge valgtræf. TV 2s vejrhold sender live fra begivenheden og fortæller blandt andet om klimaforandringerne, mens ECHO sætter fokus på de unge vælgeres udfordringer.
Valgtræf-program
TV2 Valgtræf kl. 15:00 – 22:00
TV 2 & TV 2 NEWS program på scenerne i Nordkraft
16:00-18:00 ’NEWS & Co. & Partierne’
18:25-19:00 ’Valgquizzen’ med Anders Breinholt
19:23 ’Tirsdagsanalysen Live’ med Mogensen og Kristiansen
20:00 ’Højlunds Forsamlingshus’ med 8 partiledere og Gertrud Højlund som vært
21:30 ’Tirsdagsanalysen Live’
Nyhederne fra Nordkraft
18:00-18:20 Nyhederne
19:00-19:23 Nyhederne
TV2 Nord
15:00-15:45 Ungedebat: Debatten har fokus på de emner, der optager de unge vælgere. Det kommer blandt andet til at handle om klima, trivsel og uddannelse. Vi vil undervejs i debatten inddrage spørgsmål fra publikum i salen.
De to værter på debatten er Rene Ryom og Emma Fjordbak fra TV2 Nord.
Panelet består af Morten Ryom (Soc.dem.), Solbjórg Jakobsen (LA), Alexander Klitgaard Mikkelsen (Konservative.), Nana Harring (DF), Melina Andersen (SF) og Mikkel Larsson (Alternativet).
18.00 TV2 Nord Nyheder
19:30 TV2 Nord Nyheder
21.00 Pop up live: Tæt på gæster og politikere
22.00 TV2 Nord Nyheder
Mød TV 2
Fra kl. 15:00 kan du møde en række af TV 2s kendte formater og værter 'bag om kameraet' og deltage i uformelle indslag inspireret af vores eksisterende debat- quiz-formater.
Øvrige aktiviteter foran Nordkraft:
’Speeddating med partierne’
Kopi af Statsministerens kontor: ’Hvis jeg var statsminister, ville jeg…’
‘Stik piben ind’-dialogboks: Mød danskerne og politikerne og deltag i samtaler om emner, der betyder noget for vælgerne
TV 2 Vejrbil: sender fra pladsen og gør os klogere på klima og vejr
ECHO: Mød vores unge-redaktion og se, hvordan de arbejder
Sofavælgeren – tag en tur i den fjernstyrede sofa og møde måske en sofavælger
Sted:
Nordkraft
Kjellerups Torv 1
9000 Aalborg
Der vil være begrænsede pladser for gæster til de billetkrævende arrangementer.
Vi forbeholder os ret til at foretage sikkerhedsmæssige tjek af lokationen og af gæster og publikum.
Det er ikke tilladt at medbringe skilte og bannere til eventen.
Det er ikke tilladt at medbringe store tasker eller kufferter.
Der filmes både i løbet af dagen på Valgtræf, og du skal derfor være indforstået med at indgå i tv-optagelser.