”Kan noget særligt”: Politikerne kan ikke flygte fra Gertrud
Gertrud Højlund rykker forsamlingshuset til Nordkraft i primetime, når nordjyderne får lov til at riste politikerne.
Et forsamlingshus og en debat om arbejdskraft i både det offentlige og private lyder ikke nødvendigvis sexet.
Men det er hvad du får. På den gode, gammeldags måde faktisk.
Og the old way gør faktisk noget godt for politikerne midt i en valgkamp, hvor snakken om politikerlede også har fyldt.
- Det, der er særligt ved forsamlingshuset, er, at når vælgerne sidder så tæt på, skal der svares på en anden måde end når man som journalist har med politikerne at gøre.
- Der kan de godt smyge sig udenom.
Det forklarer Getrud Højlund, vært på Højlunds Forsamlingshus.
- Men den går ikke!
- Det bliver et rigtigt forsamlingshus, kan folk glæde sig til, siger TV2-værten om programmet, der torsdag inviterer nordjyderne helt indenfor, når der sendes fra kedelhallen i Nordkraft.
Programmet er faktisk ikke opkaldt efter Getrud. Kendere vil vide at Højlunds Forsamlingshus rendte over skærmen fra 1988 til 1994 – ledet af Getruds far, højskoleforstander Niels Højlund.
Dengang rykkede den politiske debat fra provinsen ind i tv-stuerne og blev et gigahit – netop fordi politikerne ikke kunne flygte.
Og det er også nordjyderne der bestemmer, hvad der snakkes om, fortæller Getrud Højlund, der glæder sig til forsamlingshuset rykker ind i Nordkraft.
Det er ikke kun vælgerne, der afkræver svar. De bestemmer også emnerne. Det betyder sygepleje, grøn omstilling og altså arbejdskraft i både offentlig og privat i bedste sendetid.
- Men derudover må man se hvad der sker.
Højlunds Forsamlingshus starter kl. 20.00 - og kan også ses på TV2 Play.