Går imod Mette: Kræver motorvej over Egholm "sat på pause" i kæmpe kovending
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Radikales partileder Sofie Carsten Nielsen (RV), går melder nu ud, at hun ønsker projektet med den 3. limfjordsforbindelse sat på pause.
I 50 år har det været debatteret, og projektet faldt endeligt på plads i 2021 - troede man.
Nordjylland er gået hen og blevet valgkamps politiske slagmark.
Nu er kampen rykket direkte ud i Limfjorden.
Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, trækker støtten til den tredje limfjordsforbindelse. Hun ønsker milliardprojektet på pause.
Det sker i en video på Facebook sammen med den nordjyske kandidat for Radikale, tidligere minister Christian Friis Bach.
- Det er ikke en aftale, der er groet i Radikale Venstres baghave, siger Sofie Carsten Nielsen.
Se interview med Sofie Carsten Nielsen (RV):
Det er en regulær kovending siden sidste år, hvor partiet var med i det forlig, der vedtog forbindelsen i infrastrukturplanen. Her afsatte forligskredsen 7,1 milliarder kroner til projektet.
- Der er nogle ting, som bliver nødt til at blive sat på pause nu, for at vi kan bruge arbejdskraften til at rulle fjernvarme ud, og jeg synes da godt, at Egholm kunne være en af dem, siger den Radikale partileder.
"Beslutningen er truffet"
Så sent som tirsdag sagde Mette Frederiksen (S) skråsikkert i et interview med TV2 Nord, at den omdiskuterede motorvej ikke render nogen vegne.
- Beslutningen er truffet. Det har været et stærkt ønske i Nordjylland i rigtig mange år, sagde statsministeren.
- Det kan ikke nytte noget, at vi påstår over for hinanden, at alle i Nordjylland kan klare sig med kollektiv trafik. Vi har allerede nu udfordringer ud mod Thisted, hvor det tager meget lang tid at pendle til Aalborg, sagde hun.
Radikales ønske om at sætte projektet på pause, der har støtte fra de nordjyske borgmestre på begge sider af fjorden, ligger i tråd med Enhedslistens ønske.
Det er det altså andet af Mette Frederiksens støttepartier, der vil droppe forbindelsen.
Heller ikke SF er med i aftalen af Egholm-forbindelsen.