For tre år siden måtte hun se sig slået af sine egne partifæller - nu kan det ske igen
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord
De personlige stemmer er ved at blive talt op, men allerede nu står det klart, at Venstre er nede på tre mandater. Men hvem løber med dem?
Det var en skuffet Maja Torp (V), der ved folketingsvalget i 2019 måtte acceptere sit nederlag til partifællen Anne Honoré, til trods for at hun havde fået næsten 100 flere personlige stemmer.
- Det er selvfølgelig brandærgerligt. Men jeg glæder mig virkelig over det valg, som Venstre har fået, lød den bittersøde besked fra folketingskandidaten.
Denne gang har Venstre ikke fået "et godt valg" i Nordjylland - her fik partiet i går blot 14,0 procent af stemmerne og gik således 12,8 procentpoint tilbage. Altså fra fem til tre mandater.
Det betyder, at det igen er lige ved og næsten for Maja Torp. For går man ud fra, at Preben Bang Henriksen og Marie Bjerre sætter sig på de to første mandater, så er der kun ét tilbage at slås om for Maja Torp, Anne Honoré Østergaard og Torsten Schack Pedersen.
Sådan lød det fra en skuffet Maja Torp i 2019:
Regner med mandat
Da TV2 Nord havde fat i Torp under valgkampen, var det primære fokus at få flere stemmer ind til partiet. Men samtidig så hun selvfølige gerne sig selv på Borgen.
- Jeg ser det egentlig ikke, som man kæmper imod sine partifæller, jeg ser det, som at vi kæmper for Venstre-stemmer, og så vil vi selvfølgelig gerne hver især være dem, der får mandaterne, siger hun.
Marie Bjerre regner med at få et af venstres tre nordjyske mandater, meddelte hun TV2 Nord onsdag formiddag, før de personlige stemmer var talt op.
- Jeg tror selv, jeg er blandt de tre mandater. Det ser ud til, at jeg beholder mit stemmetal fra sidste valg.
Se interviewet med Marie Bjerre herunder: