Første valgsteder er talt op - Danmarksdemokraterne tordner ind
Foto: Jonathan Nackstrand / AFP
Inger Støjberg står til at snuppe hele 25,6 procent af stemmerne i Agersted i Vendsyssel.
På valgstedet i Veddum-Skelund har hver tredje stemt på Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.
Mange har sat krydset ud for Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne på de mindre valgsteder i Nordjylland.
- Det er markant, lyder det fra TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev, der ikke lægger skjul på, at han er overrasket over, at Danmarksdemokraterne i den grad har sat sig på stemmesedlerne - foreløbig især hos vælgerne i de mindre landkommuner i Nordjylland.
Flere steder står Danmarksdemokraterne til at blive det næststørste parti. Det ændrer sig dog formentlig, når flere stemmer er talt op.
- Man må sige, at Inger Støjberg med sit parti Danmarksdemokraterne har ramt noget, folk vil have, måske det hun blandt andet gik til valg på: Nemlig at mindske forskellen mellem land og by, siger Søren Wormslev.
Dette indhold eksisterer ikke længere. Hvis du er interesseret i resultaterne fra Folketingsvalget i 2022, så prøv KMDs valgresultat-site:
Hjemme hos familien Bøgsted er stemningen også god. Her sidder far Bent Bøgsted i stolen - og for første gang i mange år er det ikke ham, der er på valg, derimod sønnen Kristian.
Bent Bøgsted har i mange år været medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, men forlod partiet for nogle måneder siden og meldte sig i stedet ind under fanerne hos Inger Støjbergs, Danmarksdemokraterne.
Samme parti som sønnen Kristian Bøgsted nu er opstillet for.
- Vi er blevet taget super godt imod, når vi har været ude på gader og stræder, fortæller Kristian Bøgsted til TV2 Nords reporter på stedet.
- Det vil helt klart være noget andet, så er jeg færdig med at arbejde nattearbejde, og der skal ændres lidt i strukturen i familielivet, det tager vi med, men lad os se, det er et godt resultat indtil nu, siger Kristian Bøgsted.
Far Bent Bøgsted er stolt over sønnens og partiets præstation.
- Det er arv, der går videre til min søn, og jeg håber, at Kristian får et rigtigt godt valg.